Forside Nyheder

Himlen bliver fyldt med Internet



Står det til Elon Musk og Richard Branson, bliver rummet omkring jorden fyldt med Internet-satellitter.


De to milliardærer har som bekendt hver deres rumfarts-firma, SpaceX og Virgin Galactic. Og nu har de begge indenfor et par dage af hinanden annonceret nye initiativer med Internet-satellitter.


I begge tilfælde skal der sendes hundredevis af små satellitter i kredsløb om jorden, der kan levere netadgang til de steder på kloden, der har svært ved at få adgang lige nu.


Begge projekter har både en kommerciel komponent og en godgørende. Det sidste handler om at give tre milliarder Internet-løse jordboere adgang til nettet.


Musk lover, at hans projekt vil øge kapaciteten på nettet så meget, at vi alle vil få et løft i hastighederne. Derudover er hans plan, at det nye satellitnetværk skal give adgang til nettet på Mars, som SpaceX er på vej til.


Bransons projekt hedder OneWeb og er et samarbejde med Qualcomm, der som bekendt laver de chipset, der sidder i langt de fleste smartphones i dag.


Detaljerne omkring, hvornår det nye rumnetværk bogstaveligt talt går i luften, vil blive afsløret i de kommende måneder.

Annonce