Forside Nyheder

Det forventer vi af Google I/O

-

 

Torsdag morgen amerikansk vestkyst-tid åbner Google I/O.

Googles udviklerkonference åbnes ?ligesom alle konkurrenternes ? med en keynote, hvor en masse nyheder bliver afsløret. Her vil Recordere være til stede som et af kun ganske få skandinaviske medier.

Men allerede nu gættes der på, hvad der kan dukke op, og her er et hurtigt overblik.

Android M: Opfølgeren til Lollipop vil næsten stensikkert blive vist frem. Google benytter som regel I/O til at afsløre, hvad den kommende version af deres mobile styresystem kan. I denne omgang gættes der på, at især mobilbetaling og biometrik bliver en stor del af opdateringen.

Nye Nexus-smartphones: Der går rygter om at LG har leveret en 5-tommers og Huawei en 5,7-tommers smartphone til Google, som de vil markedsføre under Nexus-brandet.

Android Wear til iOS: Googles smarturs-app til iOS skulle angiveligt allerede have været 99% færdig i april, så måske ser vi den afsløret torsdag.

Project Ara: Der er ret meget fokus på ATAP, Googles avancerede produktudviklings-afdeling. Det er dem, der udvikler den modulære smartphone ARA, og de har lovet at komme med spændende nyt under en separat seance fredag.

VR: Ifølge Gizmodo er Googles Cardboard-VR-brille ikke længere lavet af pap, så måske får vi en ny, universel VR-brille til smartphones at se, som et billigt alternativ til Oculus Rift.

Og derudover: Andre ting, som Google formentlig vil give os opdateringer på, er ChromeOS, Android TV og Android Auto. Og så er der jo også lige noget med en søgemaskine og dens API?er.

Annonce