Forside Nyheder

Gratis Windows 10 udkommer 29. juli

-

 

Microsoft: Windows 10 kommer som gratis opgradering d. 29. juli 2015

Windows 10 er det Windows, du kender – bare endnu bedre lyder det fra Microsoft der nu sætter dato på hvornår den kan hantes.

Det kommer som en gratis opgradering til brugere af Windows 7 og Windows 8.1, og med det nye Windows kan du se frem til, at der løbende vil blive tilføjet nye features, forbedringer og sikkerhedsopdateringer.

”Windows 10 er en ny generation af Windows, og vi har designet det til at gøre det både lettere og sjovere at få ting fra hånden”, fortæller Terry Myerson, Executive Vice President hos Microsoft, og fortsætter:

”Med Windows 10 bygger vi videre på vores vision for den personlige computer, der har fokus på at beskytte dine personlige oplysninger, give dig en højere grad af mobilitet på tværs af dine digitale enheder, og lader dig interagere på naturlig vis via tale, touch, skrift og hologrammer.”

 

 

Det Windows, du kender – bare endnu bedre

Med Windows 10 er den populære startknap tilbage samtidig med, at du får nye muligheder for nemmere at kunne tilgå dine filer og favorit-apps.

Operativsystemet starter hurtigt og giver bedre batterilevetid end nogensinde. Samtidig er sikkerheden i Windows 10 yderligere forbedret, og du kan se frem til gratis antimalware-beskyttelse med Windows Defender og gratis sikkerhedsopdateringer til din pc og tablet i hele enhedens levetid.

Windows 10 er optimeret til både keyboard og touch, og opgraderingen er designet til at være kompatibel med eksisterende Windows-enheder og programmer.

 


Ny video fra Microsoft om hovedfunktionerne i Windows 10

 

En mere personlig og naturlig oplevelse

Windows 10 tilpasser sig brugeren og giver dig således en mere personlig oplevelse. Det sikrer flere nye innovative tilføjelser som eksempelvis Windows Hello, som byder dig velkommen ved navn og lader dig logge på din pc eller tablet uden at skulle skrive et password – i stedet får du lynhurtigt adgang til din enhed via ansigtsgenkendelse, hvis din pc understøtter det.

Der er mulighed for at interagere med din pc eller tablet på den måde, du foretrækker – altså ikke blot via keyboard, mus og touch, men også via stemmestyring, pen og gestikulering.

Det er Microsofts erklærede mål at sætte enhver bruger i stand til at opnå mere, være mere produktiv og gøre mere af det, de holder af. Windows 10 er designet til netop det. Den nye browser, Microsoft Edge, giver dig eksempelvis nye muligheder på nettet, hvor du kan skrive noter direkte på en hjemmeside og gemme eller dele hjemmesiden sammen med dine noter.

Windows 10 indeholder også den digitale assistent Cortana i de lande, hvor Cortana fungerer i dag på Windows Phone. Det inkluderer som bekendt ikke Danmark, og vi har ingen ny information om, hvornår Cortana i givet fald vil fungere på dansk.

 

 

Den samme Windows-oplevelse på alle dine digitale enheder

Windows 10 er designet til at give dig den samme velkendte oplevelse på tværs af dine digitale enheder. Det vil sige, at kernen i Windows 10 er den samme på tværs af pc, tablet, smartphone og Xbox.

Med Windows 10 introducerer Microsoft det såkaldte Continuum, som ”forvandler” Windows-brugerfladen på din tablet til en pc, når du f.eks. tilkobler et tastatur – og som registrerer, når du frakobler tastaturet, så du igen har en Windows-brugerflade, som er optimeret til en tablet. Med Windows Continuum får du også mulighed for at bruge din Windows-baserede telefon som en pc, hvis du forbinder den med en ekstern skærm.

Med Xbox på Windows 10 får du også Xbox Live på både din pc og tablet, hvor du kan kommunikere med dine venner på Windows 10-pc’er og Xbox One-konsoller, imens du spiller pc-spil, ligesom du kan dele indhold via Game DVR.

Du kan også streame spil direkte fra en Xbox One-konsol til en tablet eller pc med Windows 10. Hvis du spiller et spil, som er udviklet til DirectX 12 i Windows 10, vil du opleve en forbedret hastighed, ydeevne og grafik.

 

 

Pris og tilgængelighed

Windows 10 bliver for en periode gratis for brugere af Windows 7 og Windows 8.1.

Frigives 29. juli 2015.

 

Kilde: Microsoft

Annonce