Forside Baggrund

Klumme: Etik, moral og Popcorn Time

-

 

I denne klumme præsenterer skribenten et moralsk dilemma omkring ulovlige indholdstjenester.

I denne måneds klumme vil jeg gerne adressere et emne, jeg har det virkeligt svært med. Et emne, jeg har brugt mange år på at tænke over og har en helt speciel indgangsvinkel på…men som jeg alligevel ikke kan finde et ståsted omkring, rent holdningsmæssigt. Jeg synes den er svær.

Det handler om moral og ulovlige indholdstjenester. To dage inde i mit ejerskab af min første computer (en Commodore 64) i julen 1984 blev jeg som 11-årig introduceret til piratkopiering af en af mine svogre, der gladelig kopierede en 8-10 spil over på kassettebånd, så jeg havde noget at spille (Beach-Head! Ghostbusters! Yay!)

Siden dengang har jeg kendt en hel masse mere eller mindre hardcore pirater uden selv at gøre ret meget ud af det. Jeg har været en observatør på scenen, en lurer, der ikke selv turde få beskidte fingre. Naturligvis delte jeg spil med mine skolekammerater.

Vi delte også kassettebånd med musik på, lånte hinandens LP’er og kopierede dem over på bånd. Men jeg har aldrig solgt piratkopieret materiale eller været storleverandør af piratkopieret materiale til andre. Jeg har dog været utroligt fascineret af scenen, især fordi det altid var en bestemt type mennesker, der blev hackere og crackere. Der var altid noget med selvværdet og autoriterne. Men det må blive i en anden klumme, jeg diskuterer det.

Her skal det handle om noget andet. Om moral.

 

Musikforståelse

Senere i mine teenageår blev interessen for computeren erstattet af interessen for guitaren, og al den tid, jeg tidligere havde brugt på at spille og halvhjertede forsøg på at lære at kode, gik nu op i skalaer og akkorder.

Efterhånden, som jeg begyndte at skrive mine egne sange og var frontmand eller sideman i forskellige bands, gik værdien af musikken op for mig. Ikke den pengemæssige værdi, men den stolthed, jeg havde over at have skabt noget kreativt, og ikke mindst både hjerteblodet og knofedtet, der blev investeret i musikken.

Og jeg begyndte at forstå, hvor irriterende det var, når folk gjorde noget med ens musik, man ikke havde givet dem lov til. For mig har det med copyright altid handlet om kontrol – at jeg mener, at en kunstner selv skal have lov at bestemme, hvad der sker med musikken, han eller hun har skabt, om ikke andet mens vedkommende er i live.

Så da Napster ramte i 1999/2000, netop som jeg og mit daværende band havde fået pladekontrakt med Sony Music, og netop som musikbranchen solgte det allerhøjeste antal musikalbums i branchens historie, var det en blandet oplevelse for mig.

På den ene side talte teknologien til nørden i mig, og tilgængeligheden af musikken talte endnu mere til min fremtidsfascination.

Det var ikke svært at forudsige, at man indenfor en kort årrække blot ville have al musik on demand på en mobil enhed. Og at de fysiske medier var færdige som mainstream-musikformidling. Det gjorde det kun endnu mere spændende, at jeg nu kunne gå på oplevelse i musik, jeg ellers aldrig ville have kendt til, fordi P3 ikke spillede den, eller fordi den ikke kunne købes i min lokale pladebiks.

På en anden side vidste jeg jo godt, at musikerne havde mistet kontrollen med deres værker. Og eftersom jeg udmærket kendte musikbranchens økonomi, og hvordan musikere bliver betalt for deres levned i forhold til arbejdstimerne, der bliver lagt (rigtig skidt), vidste jeg også, at musikernes levebrød var på spil.

 

Forandring indefra

Herefter fulgte næsten et helt årti med arbejde for at forene de to verdener. Jeg gik med i en rettighedsorganisation, hvor jeg havde mulighed for at påvirke beslutningstagere i KODA, DMF, DAF og IFPI, der henholdsvis repræsenterer skaberne, de udøvende og pladeselskaberne.

Jeg husker møder, hvor jeg måtte forsvare Creative Commons-princippet overfor repræsentanter for komponister og sangskrivere fra hele norden. De ville simpelthen ikke forstå konceptet, og at det ikke behøvede at være til fare for nogen.

Nogle år senere blev KODA den første organisation af sin slags til at give medlemmerne mulighed for at tage nogle af deres værker og udlicensere dem via Creative Commons. Mit arbejde var ikke direkte årsag, men jeg håber da at jeg bidrog til debatten på de interne linjer nok til, at nogle beslutningstagere blev overbevist.

Da streamingtjenesterne begyndte at dukke op, var min drøm fra år 2000 endelig gået i opfyldelse. Man kunne betale et lille beløb månedligt og streame al den musik, man ville on demand, og skaberne blev endda betalt, modsat piratkopiering. Man kan og kunne diskutere, om kunstnerne får nok kompensation, men det er en slags lønforhandling. Det betyder ikke, at den er gal med strukturen, blot at der skal skrues lidt hist og her.

 

Betaler i forvejen

Rent moralsk sker der dog også noget mærkeligt noget her. Jeg betaler personligt til tre forskellige tjenester, der kan streame musik. Jeg kompenserer musikkunstnerne tredobbelt, selvom jeg kun kan lytte til én ting ad gangen. Jeg er naturligvis interesseret i, at kunstnerne får flere penge, når jeg betaler til forskellige tjenester.

Blot fordi, jeg lytter til noget på Google Music eller downloader noget fra Amazon via mit Prime-abonnement, skal Spotify jo ikke bare beholde de penge, jeg smider efter dem. Den slags ”overskudsbetaling” bør reflekteres i de rater, kunstnerne får. Mest fordi, det igen ikke er særlig meget i forhold til, hvor meget arbejde, der lægges i muskkens skabelse.

Men fordi jeg betaler tre gange for musikken hver måned (det er ikke fordi, jeg er idiot, de tre tjenester kan noget forskelligt og har forskelligt indhold) føler jeg lidt, at jeg har moralen i orden, hvis jeg vælger at downloade en sang ulovligt fra en af de mange tjenester, hvor man kan gøre dette. Det sker sjældent, men det er heller ikke fordi, det ALDRIG er sket.

Problemet er, at jeg rent teknisk ikke betaler for muligheden for at downloade via den givne tjeneste, men kun fra de lovlige tjenester. Men effekten er den samme, og musikerne bliver ikke snydt – jeg har jo betalt for retten til at streame deres musik, tre gange endda. Om jeg gør det fra min harddisk eller fra Spotifys er vel ligemeget, så længe jeg har betalt for det?

 

Manglende afspilninger

Og dog. For når jeg således ikke lytter til musikken på f.eks. Spotify, bliver afspilningen ikke registreret, og min afspilning tæller ikke med, når det skal opgøres, hvor meget musikerne skal have i royalty-rate fra Spotify. Så jeg snyder alligevel musikerne, bare ikke ved at stjæle musikken ulovligt, men ved at være fraværende, og fordi Spotify har en – i mine øjne – lidt for snæver afregningsmodel.

Skal jeg så lade være med at lytte til en musik, jeg har fået fingre i ulovligt? Der er alle mulige vegne rundt om problemet, også masser af lovlige løsninger. Men det moralske dilemma er interessant, synes jeg.

Det bliver dog først rigtig interessant, når vi glemmer musikbranchen (der mere eller mindre har fået styr på piratkopieringen) og kigger på den del af underholdningsbranchen, der virkelig får tæv af piraterne lige nu: Film og TV.

Her bliver det moralske dilemma endnu sværere. Jeg abonnerer på Hulu Plus, Amazon, Netflix, FXNow, Showtime og HBO og et par andre tjenester. Jeg har abonnementer til on-demand-køb hos Xbox Video, Google Play og iTunes. Chancen for, at en given film eller tv-serie, jeg gerne vil se, IKKE lander på en af disse tjenester på et tidspunkt, er meget tæt på nul.

Hvis vi nu ser bort fra styksalgstjenesterne (Xbox/Google/iTunes), så betaler jeg endnu engang for rettighederne for at se film og tv så meget jeg vil, når jeg vil. Men der er nogle meget store forskelle, når det gælder film og tv, fremfor musikken.

 

Forskel på musik og film

For det første er der dimensionsforskelle. Det er sjældent, at en film koster under en million dollar at lave, og de kan komme helt op på det 400-dobbelte af dette i ekstreme tilfælde som Cameron’s ’Avatar’. Hvor musikere stort set alle arbejder på royaltybasis, når det gælder den indspillede musik, er hverken crew eller skuespillere afhængige af royalties på en film. De får løn uanset hvad, også selvom nogle også sikrer sig en royalty-aftale oven i.

For det andet afregnes pengene til produktionsselskaberne ikke pr. afspilning, som det gør på musikken. Det er klumpsummer, som selskaberne får, uanset om filmen bliver set eller ej.

Jeg vil ikke bruge argumentet, at filmselskaberne tjener så mange penge, at de ikke kan mærke forskellen eller er nogle rige svin, der har penge nok. Det er et af de mest stupide argumenter, jeg altid hørte, dengang debatten kørte omkring musikken. Enhver, der gider kigge på økonomien i begge brancher ved, at det er de store, succesfulde film (og bands), der trækker læsset og gør det muligt for mindre, mere eksperimenterende produkter at eksistere. Også selvom der er stor proportionsforskel mellem en samling sange og en superheltefilm.

Mit største moralske problem opstår, når en tjeneste som Popcorn Time dukker op – og måske i endnu højere grad den nu lukkede browser-udgave af samme.

Jeg bryder mig ikke om at bruge tjenesterne. Men det er ikke af moralske årsager. Det er ikke engang, fordi det i princippet er ulovligt. Det er fordi, jeg ved, hvordan netværk fungerer, og ved, hvor svært det er at skjule sig helt fra både lovens lange arm og hackere, når det gælder Torrent-tjenester.

 

Moralske dilemmaer

Jeg BURDE have et moralsk problem med det. Eller burde jeg? Igen: Jeg betaler jo for en masse tjenester, hvor jeg på et eller andet tidspunkt får filmen til rådighed alligevel, måske bare lige nogle måneder senere. Om jeg se den nu eller senere er vel ligemeget?

Man kan jo så sige, at filmselskaberne jo tjener en hel del penge på at vente med at putte en film på streamingtjenesterne. Selvom tallene styrter ned, er er stadig dem, der vil købe en skive med filmen på, før den lander på nettets lovlige tjenester.

Men det har jeg et omvendt moralsk problem med. For jeg synes, det er at snyde folk, når man tager en overpris for en skive nu, blot for at gøre filmen superbillig på nettet få uger senere. Det er også noget, mange Hollywood-folk tager afstand fra ved at lade deres film komme ud på alle platforme samtidig – nogle gange også biografen. Flere og flere gør det.

Det sidste er vigtigt. For filmbranchen går i den samme retning som musikbranchen – indenfor få år vil det kun være feinschmeckere, der bruger fysiske medier til underholdning. Så det, der lige nu er et moralsk problem, er ikke et moralsk problem om få år. Langt de fleste filosoffer, der diskuterer moral og etik, mener, at det tidslige ikke har betydning for etikken, og at hvis det er stensikkert, at noget ikke er et moralsk problem om lidt, så er det det heller ikke nu.

Man kan også diskutere det moralske i at man med sin pengepung støtter, at filmdistributørerne får lov til at forhindre markedet i at fungere som det skal. Ved at sætte territorialgrænser og ved at udgive filmen på døende medier først, forhindres forbrugernes efterspørgsel i at diktere udbuddet, hvilket er en vigtig mekanisme for et demokratisk marked. Det er de samme principper, der gør at vi har konkurrencemyndigheder. Som nævnt kan jeg godt lidt, når skabere har en anelse kontrol med, hvordan deres værker bliver brugt. Men omvendt skal dette heller ikke ske på en umoralsk måde.

Så spørgsmålet er: Er der egentlig noget moralsk forkert i at se film på Popcorn Time, hvis man allerede har f.eks. et Netflix og et HBO Nordic-abonnement og ved, at filmene lander der på et tidspunkt? Der er ingen, der ikke får deres løn. Filmselskaberne mister ikke nogen penge på manglende, registrerede afspilninger, ligesom det sker for en musiker. Kontrollen over filmrettighederne bliver administreret på en måde, visse filosoffer ville kalde umoralsk, så det skal ikke være ud af respekt for skaberens kontrol over værket, man lader være.

I min situation, hvor jeg betaler i forvejen, og ved, hvad jeg ved om branchen, har jeg svært ved at se, hvorfor jeg rent moralsk skulle lade være med at se film på Popcorn Time.

Når jeg lader være, er det fordi, jeg får dårlig samvittighed af helt irrationelle årsager.

Og jeg bryder mig ikke om at være irrationel.

 

Se også: Flere tusinde danske filmpirater sporet ifølge advokater

Annonce