Forside Indhold og distribution Film

Mega-piratlæk af Hollywood-film

-

hateful8I en af de største screener-lækager nogensinde er piratkopier af op til 40 Hollywood-film blevet lagt ud på nettet.  

Danske filmfans med kriminelle tendenser behøver således ikke vente til januar med at se store Hollywood-film som ’The Hateful Eight’, ’The Revenant’, ’Steve Jobs’, ’Den Gode Dinosaur’. Eller til februar med at se film som ’Den Danske Pige’ eller ’Trumbo’. Eller til marts med at se Will Smith/NFL-dramaet ’Concussion’. De ligger alle i piratkopier på nettet nu.

Det er efterhånden relativt normalt, at der sker nogle få lækager af de DVD/Blu-ray-skiver, der sendes ud til medlemmer af Oscar-akademiet (og andre, der kan stemme til prisuddelinger) omkring jul og nytår.

Den såkaldte ’award season’ for 2016 starter med Golden Globes 10. januar og slutter med Oscar-festen 28. februar, så film, der skal stemmes om, er blevet sendt ud i november og december. Men der er aldrig blevet lækket så mange film på én gang.

Det er især piratgruppen CM8-Hive, der har været aktive i denne lækage, og de har ’officielt’ meldt ud, at de vil lække mere end 40 screenere.

Sporet tilbage til topchef

Screener-kopierne er muligvis kommet fra samme sted, men indtil videre er der kun offentliggjort en enkelt opklaring. FBI har ifølge Hollywood Reporter ved hjælp af digitale vandmærker sporet ’The Hateful Eight’-kopien til Andrew A. Kosove, der er chef for Alcon Entertainment. Sidstnævnte produktionsselskab står bl.a. bag den nye genindspilning af ’Point Break’ og fortsættelsen til ’Blade Runner’, der er under udvikling.

Kosove siger selv, at han aldrig nogensinde har modtaget skiven, der er blevet kopieret. Det kan lyde som en undskyldning, men kan faktisk være rigtig nok. Det er en af de uskrevne fordele for assistenter, der arbejder for produktionsselskaber i Hollywood, at de kan tage screenere med hjem og se dem. Og således kan en assistent have fået fingre i ’The Hateful Eight’ før chefen.

Annonce