Forside Detail

Hård start for Blockbuster-afløser

-
Foto: recordere.dk
Blue City har lukket halvdelen af butikkerne bl.a. denne i Odense. Foto: recordere.dk

Blockbusters afløser har fået en hård start med milliontab og lukkede butikker.

Da Blockbusterkæden gik konkurs i Danmark der blev et udvalg af butikkerne videreført under et nyt koncept. Blue City blev navnet på butikkerne, der blandt andet handler med brugt elektronik ved siden af filmudlejningen.

Men det har været en hård fødsel, skriver erhvervsmediet Finans. Butikkerne endte deres første regnskabsår med et underskud på 12,1 mio. kr. og hele selskabets egenkapital er tabt.

“Vi åbnede for mange butikker fra dag ét. Det var i overkanten af, hvad det nye setup kunne klare. Derfor valgte vi at restrukturere virksomheden, hvilket kostede en hel del på både huslejeforpligtelser og personaleforpligtelser”, fortæller adm. direktør Søren Heilmann til Finans.

Blockbuster havde 46 butikker i Danmark inden konkursen. Blue City overtog de 12 af dem og nu er yderligere 6 lukket.

“Vi har eksperimenteret en del det første år. Der er betalt lærepenge på flere fronter. F.eks. er det meget begrænset, hvad vi tager ind af ældre elektronik – og hvad vi betaler for det. I begyndelsen var det nok til lidt for høje priser”, slutter Søren Heilmann til Finans.

På trods af startvanskelighederne så vil Blue City gerne åbne flere butikker i Danmark og udenfor landegrænserne – i første omgang i Skandinavien.

Blue City har ikke noget med Blockbuster online filmudlejning at gøre. Sidstnævnte er en streamingtjeneste under TDC.

 

Annonce