Forside Produkter HiFi & Surround

Japanske HiFi-entusiaster køber egne elmaster

-
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Gaven til den audiofile der har alt: Egen elforsyning for bedre lyd.

Japanske HiFi-entusiaster har gjort hvad andre ekstreme audiofile kun drømmer om:

Køber egne elmaster, så der ikke længere skal deles strøm med naboerne. Det skriver avisen The Wall Street Journal.

Med egen elmast og tilhørende personlige transformator er huset nu direkte tilsluttet byens elforsyning, så naboernes elektriske apparater ikke længere kan støje på elnettet inde hos entusiasten.

Takeo Morita, en 82-årig advokat, har betalt omkring 67.000 kroner for egen 12 meter høje elmast med transformer udenfor hjemmet i Tokyo.

Ægte HiFi-entusiaster er ofte perfektionister der jagter de bitte små forskelle til forbedring af lyden, men få går så langt som de japanske audiofile, hvor egen elforsyning regnes som en mulig opgradering.

En anden japansk audiofil, Yukio Yoshihara på 62 år, fandt at musikken fra anlægget lød bedre om natten end om dagen. Han fik elektrikere til at måle elinstallationen igennem, og de fandt at der var støj fra naboernes elapparater, især fra hvidevarene, inde hos ham.

Også han købte sin egen elmast og er nu lykkelig over hvor frisk og levende instrumenterne er blevet i Mozarts violin sonate.

“Det er uden for min fatteevne”, fortæller hans kone, Reiko, til avisen, og fortsætter: “Men hvis jeg tager det fra ham, vil han miste motivationen til at leve.”

At få sin egen personlige elmast i Japan er dog ikke hverdagskost, og kræver ofte måneders forhandling med elselskabet.

 

Annonce