Forside * Nyheder

Technics lancerer billigere (men stadig dyr) udgave af SL-1200

-

Technics’ genopstandne DJ-favorit har fået en lillebror.

Det vakte stor glæde her på redaktionen, da SL-1200G dukkede op på CES sidste år, for denne pladespiller har om nogen model været en favorit blandt DJs dengang, denne profession kun havde med vinylplader at gøre.

Glæden var dog kort, da vi fandt ud af, at den kom til at koste 30.000 kroner.

Annonce:

Så vi fik begejstringen på benene igen, da vi hørte, at en billigere model var på vej. Den har Technics netop annonceret i forbindelse med CES, og den hedder SL-1200GR. Om det sidste ”R” står for ”rimelig” må du selv afgøre. Prisen er stadig i den høje ende. Vi har ikke den endelige danske pris, men den amerikanske er omkring 2.000 dollar, eller 14.000 kroner, før danske skatter og afgifter kommer på.

Det er halv pris af SL-1200Gs amerikanske pris, så hvis den danske pris også skal halveres, kan vi måske med lidt prisjusteringer komme op på en dansk pris på 15.000 kroner. Det er en høj pris, når originalen kan købes for en tredjedel brugt.

 

 

Men man får altså også noget for pengene. Også den ”skrabede” version er direkte drevet efter den samme designfilosofi som den dyre topmodel – der i øvrigt bygger på Panasonics erfaringer fra udvikling af Blu-Ray-drev.

Man får også stadig en god, tung pladetallerken på 2,5 kg inklusive gummimåtten – det er næsten et kilo tungere end den sidste udgave af de ”gamle” modeller i SL-1200-serien. Gummimåtten skulle også være dobbelt så god til at dæmpe stød og bulder som de gamle modeller.

Endelig kan SL-1200G også prale af guld-stik på tonearmen, der i øvrigt er håndsamlet af, hvad Technics kalder ”japanske kunsthåndværkere”.

Hvornår den lander på danske butikshylder er endnu ikke oplyst.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.