Forside Nyheder

Farvel til Windows Vista

-

I dag er en mærkedag for Microsoft. De kan endelig slippe af med den forbandelse, der hedder Windows Vista.

Det er nemlig i dag, Microsoft endelig lukker for supporten af et af deres mest upopulære Windows-udgaver nogensinde. Vista er nærmest blevet en stående joke, en slags reference, man kan bruge, når man vil tale om et styresystem, der bare ikke virker.

Windows Vista kom efter den enormt succesrige Windows XP, der blev så populær, at Microsoft nåede at lancere yderligere fire Windows-versioner, inden de lukkede for supporten. XP var officielt supporteret i over 12 år, før Microsoft lukkede for det varme vand.

Til trods for en grafisk opgradering, de fleste syntes var fin, var Vista så ustabil og ulogisk i sin brugerflade-opsætning, at folk nærmest hadede den fra starten. Microsoft vidste godt, at den var gal, så de accelererede udviklingen af den næste version. De begyndte den sidstnævnte proces ved at iværksætte en masse brugerundersøgelser for at finde ud af, hvad folk egentlig ville have ud af deres Windows.

Det resulterede i, hvad der blev en af Microsofts mest populære Windows-versioner nogensinde, den forenklede og strømlinede Windows 7.

Windows Vista var også med til at etablere det mønster, nogle mennesker peger på, hvor hver anden version af Windows er fantastisk, mens hver anden er noget hø.

Annonce