Forside Nyheder

Kassettebåndoptageren genopstår i vildt fremtidskoncept

-

Hvis nu man skulle lave en kassetteafspiller i 2017, hvordan skulle den så se ud?

Jaja, vi ved godt, at det første spørgsmål er: ”Hvem afspiller stadig kassettebånd?”.

Faktum er, at der stadig er nostalgikere, der har gemt deres Maxell- og TDK-bånd fra 80’erne med gamle P3-radioudsendelser og musikblandinger, der aldrig helt bliver det samme i digital form. Dertil kommer, at der er visse unge hipstere, der synes at kassettebånd er sjovt og retro, og der er endda støjrock-bands, der ikke vil udkomme på andet end kassettebånd, fordi støjen og kompressionen fra båndet er en del af genrens lyd.

Så hvis man nu skulle designe en moderne kassetteafspiller, hvordan skulle man så gøre det? Sidste år fik vi et bud fra kunstnergruppen BrainMonk. Afspilleren hedder Elbow, og folder sig rundt om båndet, som man kan se på billedet. Musikken på båndet bliver digitaliseret direkte fra tonehovedet i Elbow med det samme og f.eks. sendt via USB eller man kan lytte til den i hovedtelefoner. Måske kunne man også forestille sig forbindelse til en Bluetooth-højttaler.

Men sidste år var der kun tale om et visuelt koncept. Nu har BrainMonk faktisk lavet et industrielt designkoncept, der viser, hvordan Elbow kunne virke – og er angiveligt i gang med at undersøge, hvordan de kan få sat Elbow i produktion.

Elbows hjemmeside har de lavet en brugerundersøgelse om, hvorvidt folk var interesserede i Elbow. Som folkene bag skriver, så har de været fuldkommen overvældede over responsen.

Du kan se, hvordan Elbow skulle virke her.

Annonce