Forside Nyheder

Flere læk: Sådan ser Googles nye smartphone, laptop og VR-headset ud

-

Vi er lige under tre uger fra at Google viser nye produkter frem.

Der forventes som minimum en ny Pixel-telefon, men det ser også ud som om, der kommer en ny udgave af Google Home-højttaleren og en opdateret udgave af firmaets Daydream-headset til VR.

Det kan man i hvert fald se på nye PR-billeder, som websitet Droid Life har fået fingre i. Vi har allerede skrevet om Google Home mini, der formentlig skal konkurrere med Amazons lille Echo Dot.

Der er dog også billeder af både Pixel 2 og Pixel 2 XL, der ikke ser ud til at afvige synderligt fra det design, vi allerede kender. Dog med undtagelse af en to-farvet sort/hvid-kombination, og en ny, blå farve, som med tydelig Miles Davis-inspiration hedder ’Kinda Blue’.

Droid Life har også fået fat i billeder af Googles kommende Chromebook, der angiveligt kommer til at hedde PixelBook.

Endelig er der også billeder af Daydream View,
der har en anelse anderledes finish end forgængeren.

Hvor mange af disse produkter, man vil kunne få fat i fra Danmark, er endnu uvist, men det finder vi nok ud af, når Google annoncerer produkterne officielt 4. oktober.

Annonce