Forside Nyheder

Googles nye Pixelbook tager kampen op med Surface – til næsten samme pris

-

Google har netop brudt det mønster, deres Chromebooks ellers har fulgt i konkurrencen med Windows-PC’er

Microsofts Surface-enheder er rigtig gode til, når man gerne vil bruge en digital pen til at tegne eller skrive på skærmen. Men de er dyre.

Googles Chromebooks, lavet af dem selv eller deres partnere, har traditionelt forsøgt at bringe laptops ned i pris ved at skifte dem væk fra Windows-platformen. Men deres nyeste Pixelbook får både Surface-lignende funktioner og Surface-lignende priser.

Pixelbook er en 2-i-1-laptop med en 12-tommers QuadHD-skærm (2680 x 1440 pixels), hvor skærmen kan foldes hele vejen rundt og dermed blive til en tablet – i stil med f.eks. Lenovos Yoga-serie eller HPs Spectre-serie. Ligesom på Surface kan man bruge en pen, der har en meget høj præcision til at skrive og tegne på skærmen. Rent størrelsesmæssigt ligger den i nærheden af Surface Book (der dog ikke kan foldes), det vil sige, at den vejer omkring et kilo og er omkring en centimer tyk.

Den har op til ti timers batterilevetid og kan oplades via et USB-C stik så hurtigt, at den på bare 15 minutter har strøm nok til to timers ekstra arbejde. Fordi den er Google-specifik, kan den forbinde sig til din Android-smartphone, hvis den ikke kan finde et WiFi-netværk.

Og det er netop de fleste Chromebooks’ akilleshæl – at de skal være online, før man får mest ud af dem. I Pixelbook’ens tilfælde er det måske særligt problematisk, fordi det er en maskine, der kører ChromeOS med en startpris på 999 dollar. Det betyder, at den efter danske skatter og afgifter kommer på, kan komme helt op på 8-9000 kroner og derover, selv om du er afskåret fra at bruge programmer, der kan bruges på PC eller Mac. Det kan man få en hel del Windows- eller MacOS-computer for.

ChromeOS understøtter dog nu, at man installerer Android-apps på en Chromebook, så man er ikke helt afskåret fra f.eks. at bruge Spotify eller Netflix.

Ligesom på flere Surface-modeller skal den førnævnte pen i øvrigt købes separat. Den koster 99 dollar, eller omkring 640 kroner før danske skatter og afgifter. Den kan dog noget smart, ud over at hjælpe dig med at tegne og skrive. Hvis du tegner en cirkel rundt om et ord, kan Google Assistant hjælpe dig med at søge informationer om ordet.

Annonce