Forside * Nyheder

Yevos nye trådløse øretelefoner er lavet med nedsmeltede skydevåben

-
Foto: BBC

Trådløse øretelefoner med varierende grader af funktionalitet er en af CES 2018s hovedtrends.

Folk omtaler dem p.t. som ’Hearables’, og her på siden vil du i løbet af ugen kunne læse mere om de forskellige produkter i denne underkategori.

Annonce:

Et af de mere pudsige produkter af slagsen blev vist frem på CES af svenske Yevo. De laver forskellige modeller af trådsløse øretelefoner, og har netop annonceret et par med den ekstra feature, at de kan give dig god samvittighed.

De er nemlig lavet af materialet ’Humanium’, der i virkeligheden er en metallegering, der fremkommer ved at nedsmelte ulovlige skydevåben, der er blevet konfiskeret af myndighederne.

Humanium kan bruges til alt muligt, men når du køber et produkt lavet i materialet, ved du, at du har været med til at fjerne skydevåben fra gader og stræder.

Yevos trådløse Humanium-øretelefoner har et Humanium-bånd på selve ørepropperne, og æsken, der lader dem op, er lavet af rent humanium.

Det er dog klart et produkt lavet til de mennesker, der foretager politiske valg med deres tegnebøger, for ørepropperne er langt dyrere end konkurrenterne. De er sat til at koste 499 dollar, eller mere end 3.000 kroner. Til gengæld går 50% af beløbet ifølge BBC til Humanium-initiativet, og det vil sikkert interessere visse potentielle kunder, at det første produktions-oplag er lavet af våben konfiskeret i Latinamerika.

Du kan med andre ord stoppe narkokartellers skydevåben i ørene og støtte en god sag.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.