Forside * Featured

Klassiske B&O-højttalere får trådløse ‘gør-det-selv’ opgraderinger

-
BeoLab CX50 og CX100. Foto: Bang & Olufsen

Bang & Olufsen går sammen med HiFiBerry om at lancere et nyt open source gør-det-selv produkt, der gør det muligt for kunderne at opgradere klassiske højttalere til nutidens trådløse standarder.

Gennem snart hundrede år har Bang & Olufsen produceret højttalere og højttalersystemer. Nu ønsker de at give kunder, gamle som nye, en mulighed for at puste nyt liv i de klassiske og ikoniske produkter ved hjælp af ny open source-teknologi.

Produktet hedder ‘Beocreate 4 Channel Amplifier’ og er produceret sammen med HiFiBerry. Produktet er et stykke hardware, som kunden kan installere i de klassiske højttalere, der så vil kunne fungere trådløst.

Annonce:

Ifølge Chief Intrapreneur hos Bang & Olufsen, Anders Buchmann, er det en del af Bang & Olufsens DNA at producere langtidsholdbare kvalitets-produkter, og nu kan virksomheden så sikre en endnu længere levetid for porteføljen af klassiske produkter med ny teknologi.

 

 

Første af sin art for B&O

Det er i øvrigt første gang, at Bang & Olufsen er med til at tilbyde et gør-det-selv produkt – populært kaldet DIY – til kunder.

“Hos Bang & Olufsen er vi kendt for vores design, lyd og gode håndværk – dyder, der aldrig går af mode. Og det repræsenterer vores højttalere fra 70’erne og 80’erne i lige så høj grad som vores nuværende produkt-portefølje”, fortæller Anders Buchmann og fortsætter:

“Men den hastige teknologiske udvikling har gjort, at mange vintagehøjttalere er blevet gemt væk og ikke bliver brugt – eller endda er blevet smidt væk. Det ønskede vi at ændre på, og det her initiativ handler om at lade vores kunder få mulighed for selv at give nyt liv til de her produkter ved at udstyre dem med moderne funktioner”.

 

Bang & Olufsens Chief Intrapreneur, Anders Buchmann, med en Beovox CX50 højttaler.

 

Hos HiFiBerry er der glæde over samarbejdet.

”Vores firma har altid været dedikeret til DIY-audio i høj kvalitet. At samarbejde med Bang & Olufsen er ikke kun en stor fornøjelse, det giver os også mulighed for at implementere vores hardware i designklassikere, vi selv elsker. Vi er meget begejstrede over at se sådan en virksomhed være åben over for ideen om DIY-audio og genbrug af produkterne på den måde, og vi er meget stolte over at være en del af processen”, fortæller grundlægger af HiFiBerry, Daniel Matuschek.

 

Flere højttalerkit på vej. Screenshot fra HiFiBerry

 

Flere højttaler-kit på vej

‘Beocreate 4 Channel Amplifier’ kan benyttes til at opgradere højttalerne CX50 og CX100.

Senere følger kits til de ligeledes ikoniske Red Line højttalere, model RL2000 og RL6000.

Kittet til CX-højttalerne koster €159, svarende til ca. 1200 kr. for forstærker med 4 kanaler.

Bestilling via HiFiBerry

 

BeoLab Red Line kan også snart opgraderes. Foto: Bang & Olufsen

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.