Forside Baggrund

Klumme: Jeg kan godt forstå, hvorfor folk er trætte af tech

-
Foto: Shutterstock.com

Bare fordi, man er totalt nørdet med forbrugerteknologi, kan man godt have forståelse for at folk generelt er trætte af tech-branchen og stiller sig mere kritisk overfor den end tidligere, skriver skribenten i denne klumme.

Her i USA taler man lige nu en hel del om et ”Tech Backlash”.

Efter en hel del år, hvor folkene oppe i Silicon Valley er blevet forgudet og hvor man forventede, at fremtiden fuldkommen lå i hænderne på folk som Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Larry Page og Sergey Brin, Peter Thiel og Elon Musk, er folk begyndt at blive mere skeptiske.

En af grundene er naturligvis Facebook-skandalerne, der har rullet nærmest kontinuérligt siden det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det sidste er netop kulmineret med de 50 millioner mennesker, hvis informationer ufriviliigt – men i overenstemmelse med Facebooks regler på det tidspunkt – landede i hænderne på Cambridge Analytica, der derefter brugte informationerne i valgkampssammenhænge.

Før det var naturligvis hele fake news-balladen, der ikke bare omfattede Facebook, men også Google og Twitter.

Dertil kommer en række andre, kedelige historier, der har gjort tech-guderne mere menneskelige og knapt så superhelte-agtige.

Der var Ubers sexchikane-skandale, der kostede firmaets stifter jobbet som topchef. Der var Google Memo’et, der viste at der huserer, hvad mange – inklusive firmaets ledelse – mener er nogle temmelig ekstreme holdninger til køn og ligestilling hos søgegiganten. Der er anklagerne om at Elon Musk forbyder Tesla-fabriksarbejderne om at blive medlemmer af fagforeninger.

Der var historien om Peter Thiel, der blev anklaget for begrænse pressefriheden med sine mange milliarder, da han sagsøgte Gawker til døde.

Før det var der alle historierne om arbejdsforholdene på Foxconn-fabrikkerne, hvor Apple især var skydeskive. Der var historierne om, hvordan der er mineraler i alle vores smartphones, der udvindes med de bare næver af 12-årige drenge i Congo, i miner uden særlig god sikkerhed. Der var de eksploderende Note 7-phablets og Samsungs direktør, der var involveret i en korruptionsskandale. Og så videre.

Jeg tror, alle disse skandaler har bygget oven på hinanden, og det har ført til det crescendo af kritik, vi nu hører om magtstrukturerne i tech-verdenen, og hvordan vi som forbrugere ligger under for dem. Den metaltræthed, vi ser i f.eks. det faldende salg af smartphones er formentlig et resultat af dette ’Tech Backlash’.

Men jeg tror også, der er noget andet på spil. Jeg tror, folk er trætte af tech, fordi vi dels bliver lovet en masse, vi aldrig får, og fordi, vi får en masse, vi ikke har brug for.

 

Pragteksemplet Juicero

Hvis vi starter med det sidste, så er der talrige eksempler på, hvordan startup-økonomien og tech-branchen nogle gange kører rundt i sin egen lille cirkel uden at fatte, hvad der sker ude i den virkelige verden. Og når vi så hører om latterlige eksempler på, hvad tech-investorer poster penge i, i stedet for at give os noget, vi virkelig kan bruge, er det med til at påvirke vores syn på tech som sådan.

Mit yndlings-eksempel på, hvor komplet latterlig, forbrugerteknologi nogle gange kan være, er helt klart Juicero. Hvis du ikke fulgte med i Juicero-sagen, så kommer der lige en hurtig gennemgang her:

I 2014 fik firmaet Juicero (fra San Francisco, naturligvis) ikke færre end 120 millioner dollar i investorkapital fra to af de største kanoner i The Bay Area: Googles moderselkskab Alphabet og investorfirmaet Kleiner Perkins Caulfield and Byers.

Vi kaster ofte rundt med store beløb, når vi skriver om tech, som når f.eks. Apple meddeler, at de vil bruge over seks milliarder kroner på eksklusivt indhold til deres streamingtjeneste.

Men vi tænker ikke altid over, hvor penge, der er tale om. For at putte tingene i perspektiv, så er 120 millioner dollar en smule under, hvad hele Matas-kæden omsætter for årligt – afhængig af dollarkursen. Det er ikke småpenge, når man tager i betragtning, at der er tale om en nystartet virksomhed, der endnu ikke har prøvet deres koncept af.

Og hvad var det så for et koncept, Juicero havde fået penge til? Det var en juicepresser. ”For 120 millioner dollar er det garanteret en super-intelligent juicepresser”, tænker du sikkert. Men næ, det var det ikke.

Juicero-folkene ville gerne kapitalisere på, at mainstreamen langt om længe har fået øjnene op for fordelene ved at indtage frugt og grønt i juice- og smoothie-form, hvis man ikke får nok af disse to fødevaregrupper i sin daglige kost. USA, og især Californien, er fyldt med juicerier, hvor man kan få sig noget friskpresset – der er både kæmpekæder og små special-juicebarer. Og i Danmark har Joe and the Juice jo i flere år været et lidt sundere alternativ til at sidde på Baresso og bælle kaffe, omend stilen hos juicekæden ikke er for alle.

Juicero ville gerne give folk den samme oplevelse derhjemme. Og det kan man jo ikke fortænke dem i. Der var naturligvis bare det lille problem, at det ikke kræver en PhD i astrofysik eller en direktørløn at købe en blender eller en juicepresser og noget frossen eller frisk frugt i supermarkedet. Men Juiceros formål var klassisk tech: Dels skulle hele juiceprocessen gøres nemmere, dels skulle det være muligt at få de mere eksklusive juicer, man kan finde på juicebarerne, hjemme i køkkenet.

Hvordan fungerer den Juicero-maskine, som åbenbart skulle koste mindst 120 millioner dollar at udvikle? Man kan nærmest høre salgspitchen for sig: ”Det er en Nespresso-maskine…men med juice”. Juicero-maskinen var ganske enkelt en maskine, du kunne komme en lille pakke frossen juice ned i, og efter få sekunder havde du dejlig, friskpresset juice i et glas. Lyder det smart? Vent til du hører prisen.

Da Juicero-maskinen blev lanceret i marts 2016, kostede den 699 dollar. Det er mere end 4.000 kroner før danske skatter og afgifter. Den blev dog sat ned til 399 doller i januar 2017, fordi ingen gad købe den. Og juicepakkerne? De kostede 7 dollar stykket – eller cirka en 50’er. Det er dæleme et dyrt glas juice, også selv om du kan få et par glas ud af en enkelt pakke. Til den pris kan man nærmest få leveret frisk frugt med et bud og putte dem i en gammeldags juicepresser. Det kræver en anelse mere arbejde – men du sparer flere tusinde  kroner, og så er der tale om juice, der aldrig har været frossen.

Det begyndte at gå ned ad bakke for Juicero, da Bloomberg skrev en historie om, at man ret let kunne presse juicen ud af pakkerne uden at skulle bruge en dyr maskine til det. Men Juicero havde lavet et system, der skulle have været lukket – der var sågar en QR-scanner indbygget i maskinen, der verificerede, at der var tale om en Juicero-pakke, inden den begyndte at presse juice ud af den.

Sidste september, 9 måneder efter, at prisen var blevet sat ned, meddelte Juicero, at de ville holde op med at sælge juicemaskinerne og deres frosne frugtpakker. De købte endda flere maskiner tilbage fra kunderne. De har siden prøvet at finde en køber til firmaet og den teknologi, de har udviklet.

Jeg ved ikke med dig, kære Recordere-læser, men jeg kunne godt finde på en hel del andre ting, en Matas-årsomsætning kunne bruges til.

Som nævnt er det dog også ofte sådan, at vi bliver lovet en masse i tech, der aldrig bliver leveret. Mit yndlings-eksempel er stadig de virtuelle assistenter, som jeg har harceleret over før.

Det er snart syv år siden, Apple lancerede Siri med ordene ”Siri hjælper dig med at få tingene gjort, du skal bare spørge”, som hed i pressemeddelelsen fra dengang.

Det er ikke ret meget, Siri eller nogle af de andre assistenter har hjulpet mig med at få gjort siden. Det er allermest blevet til noget med stemmestyring af musik, radio og podcasts – og lyset i hjemmet. Og hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er det kun bilen, hvor det er rigtigt nyttigt, fordi mine hænder er optaget. Jeg føler mig altid lidt doven og skyldig, når jeg f.eks. beder Alexa om at slukke lyset i stedet for at lette røven selv.

For at mit liv skal blive nemmere med en virtuel assistent, skal den gøre ting for mig, eller minde mig om ting, jeg ikke selv kommer i tanke om. Den skal være proaktiv. Ingen af de nuværende assistenter er gode nok til det endnu. Google Assistant kan kigge i min mail og foreslå navigation i Google Maps eller minde mig om at køre i lufthavnen i tide, men så meget hjælp er det altså heller ikke.

Det var derfor, jeg blev lidt interesseret, da jeg hørte om Fin.

 

Fin er ikke fin

Fin (der vistnok skal udtales ligesom en amerikaner ville udtale ”Finn” og ikke ligesom noget, der er ”fint”) er en ny kombination af virtuel assistent og almindelige, menneskelige assistenter.

Konceptet er, at du taler til din smartphone på samme måde som med Google Assistant, Siri, Alexa osv., og hvis Fin-app’en ikke kan hjælpe dig med det samme, bliver din forespørgsel sendt videre til et menneske, der så går igang med at hjælpe.

Det var måske det tætteste, jeg kunne komme på den personlige assistent, jeg ikke har råd til, tænkte jeg. Nu kunne mit liv måske blive en smule lettere.

Jeg hørte om Fin via en e-mail fra firmaets PR-folk, og e-mailen indeholdt et godt tilbud: Man kunne slippe for at betale det normale, månedlige minimums-beløb, hvis man tilmeldte sig Fin netop den dag.

Jeg var nysgerrig og klikkede på linket i e-mailen efter at have undersøgt, at der ikke var tale om en eller anden form for spam. Der var et par tech-medier, der havde skrevet om Fin som en ”eksklusiv” assistent-tjeneste, så jeg tænkte, at så længe, de ikke havde mit kreditkortnummer, kunne der vel ikke ske noget ved det.

Jeg hoppede over på Fin-websiten og begyndte at undersøge sagen. Svarede på et par spørgsmål for at få mere at vide. Og da gik det op for mig, at det månedelige minimums-beløb normalt var 100 dollar, altså et sted mellem 6-700 kroner.

Det er naturligvis noget billigere end at ansætte en personlig assistent, men det er stadig mange penge at bruge månedligt for mig, hvis det bare er til sjov og ballade. Hvis det virkelig fungerede, kunne jeg godt bruge pengene på det, tænkte jeg… indtil jeg så, hvordan man ellers betaler for Fin.

Det viser sig, at når du sætter et menneske igang hos Fin, begynder et ”taxameter” at tælle. Du betaler simpelthen pr. minut, personen bruger på at udføre din opgave. Fin gør meget ud af at sige, at det ikke er pr. minut, det rent faktisk tager personen at udføre opgaven, men derimod, hvor lang tid, det forventes, personen er om opgaven.

Men hvordan i alverden skal jeg kunne vurdere fra opgave til opgave, om Fin har sat et rimeligt tidsrum af til dem? Pludselig kunne jeg se mig selv spekulere over, hvor mange penge, det koster at få løst en opgave, jeg i flere tilfælde kunne bede en virtuel assistent om, eller selv kunne udføre ganske gratis.

Fin er helt klart for folk, der har flere penge, end de har tid, og er sikkert en fin (!) tjeneste til dem. Den travle karriere-mor, der skal have bestilt biograf-billetter til hele familien kan bede Fin om at ordne det, i stedet for selv at skulle sidde og nørkle med at bestille dem over nettet.

Men for mig er det en helt ubrugelig tjeneste, og jeg ville i langt de fleste tilfælde være paranoid over, om restaurant-bordbestillingen, flysædet eller pladserne i biografen nu også er efter mine præferencer.

Hvis jeg skal betale i dyre domme for at overlade kontrollen med mit liv til andre, skal jeg være helt sikker på, at de har styr på det. Og Fin gør ikke et ret godt stykke arbejde i forhold til at vinde den tillid.

Måske, hvis jeg kunne prøve tjenesten gratis i en uge. Men sådan et tilbud findes ikke. Og uanset hvad kan Fin stadig kun finde ud af det, som jeg selv beder den om. End ikke med mennesker på den anden side af skærmen, kan de tilbyde at være proaktive og holde styr på tingene for mig. Så kan det ligesom være lige meget.

Så heller ikke Fin kan fungere som den virtuelle, personlige assistent, jeg er blevet lovet i næsten 7 år nu.

Men det , der sætter kronen på værket, og gør Fin til et perfekt eksempel på, hvorfor der er god grund til at der kommer et tech-backlash nu, er det, der er sket efterfølgende.

Som nævnt fandt jeg relativt hurtigt ud af, at Fins taxameter-løsning ikke var noget for mig. Så jeg sprang fra og lukkede websiten.

Inden dagen var omme havde jeg fået to e-mails fra en fyr fra Fin, der kalder sig Prince. I emnefeltet stod der ”Dag 1: Hvor blev du af?” eller noget lignende. Jeg har set før, at firmaer har sendt mig e-mails efter, jeg har påbegyndt en tilmelding, men så er sprunget fra. Det er normalt kun en enkelt e-mail eller to, og som regel har jeg givet dem min e-mail.

Fin-folkene brugte derimod den e-mail, de havde i PR-sammenhæng. Jeg havde ikke givet dem min egen e-mail under den afbrudte tilmelding. I ugen, der fulgte, fik jeg to e-mails fra Fin om dagen, der alle angav dagene, siden jeg afbrød tilmeldingen, som om jeg skulle føle mig skyldig over det.

Til at starte med lod jeg disse e-mails være, for jeg ville se, hvor længe, de blev ved. Men da der begyndte at stå ”Dag 5” og ”Dag 6” i emnefeltet, trykkede jeg altså på ”Unsubscribe”-linket i en af e-mailsne.

Den aggressive markedsføring er formentlig et resultat af invasionen af ’Tech Bros’ i Silicon Valley og omegn. Der er en hel bølge af mænd, der normalt ville være taget til New York for at arbejde på Wall Street efter endt uddannelse, der nu tager til San Francisco for at arbejde i tech i stedet. Men det gør dem ikke mindre irriterende og uudholdelige. Og de giver, for nu at sige det lidt populært, tech et dårligt ry.

Man kan sige det lidt overdrevet: Det er lidt sjovt at tænke på, at der var et tidspunkt, hvor alle os tech-nørder, der blev drillet i skolen med vores nørdede fremtræden og professor-agtige manerer, kunne juble over, at vi vandt i sidste ende.

Da tech- og Internet-revolutionen for alvor kom væltende var det os, der endte med at skabe den nye verden, tjene alle pengene og ikke de brovtne knallert-klaphatte, der holdt os nede i folkeskolen.

Nu er de samme typer godt igang med at invadere nørd-domænet med bulldozer-metoden.

Resultatet er produkter som Juicero og Fin, samt en masse ufine metoder i tech-industrien. Tech Bros er naturligvis ikke alene om det, det er et stort og komplekst system, der skaber de problemer, der nu har resulteret i tech-backlash’et.

Det er lige til at blive desillusioneret over. Jeg tror, jeg vil sætte mig ned og se noget tv og komme på andre tanker. Jeg har hørt, at den nye sæson af ’Silicon Valley’ på HBO lige er startet…

 

Annonce