Forside Nyheder

Nye tv-tilbud for døve og hørehæmmede

-
Der er 15 tegnsprogstolke tilknyttet Tegnsprogskanalen. Foto: Søren Meyer / Døvefilm

Landets døve og tegnsprogsbrugere har udsigt til at få en række nye programmer og tilbud på skærmen fra tirsdag den 3. april.

Som et led i både DRs og TV 2’s public service-forpligtelser leverer tv-stationerne en række nyheds- og aktualitetsprogrammer, der bliver tegnsprogstolket og udkommer på Tegnsprogskanalen, hvor en tegnsprogstolk oversætter programmet med sine hænder – ofte samtidig med, at det bliver sendt.

 

Blandt nyskabelserne efter påske er for eksempel, at der kommer et egentlig nyhedsprogram for døve klokken 18.00 på alle hverdage, ligesom en del af ’Go’ aften Danmark’ fra TV 2 også fremover vil kunne ses med tegnsprogstolkning.

I forvejen bliver TV-Avisen klokken 18.30 og TV 2 Nyhederne klokken 19.00 sendt med tegnsprogstolkning på Tegnsprogkanalen, ligesom DR1-magasiner som ’Horisont’, ’Sundhedsmagasinet’, ’Kulturmagasinet Gejst’ og ’Langt fra Borgen’ bliver vist i en tegnsprogstolket udgave. Derudover byder Tegnsprogskanalen for eksempel også hver uge på det ugentlige døvemagasin ’Tidens tegn’, som DR2 ligeledes sender hver lørdag formiddag.

Tegnsprogskanalen sender 365 dage om året, og der er 15 tolke – ansat hos Døvefilm – tilknyttet kanalen

Læs mere om, hvordan man finder Tegnsprogskanalen her.

Læs om tegnsprogstolkning med mere på TV 2 her.

 

Annonce