Forside Detail

Større parti iPhones stjålet og i omløb

-
De tomme montre hvor de mange iPhones var udstillet. Foto: Blue City / Facebook

Forhandleren Blue City advarer nu om at et større parti iPhones er stjålet og i omløb.

Blue City forhandler brugt elektronik og det er øjensynlig også populært blandt tyveknægtene. Ihvertfald er ukendte gerningsmænd løbet med et større parti af iPhones i blandede modeller.

“Vi har desværre i nat (natten til tirsdag, red.) været udsat for et indbrud i en af vores butikker og der er stjålet en større mængde iPhones af følgende modeller: iPhone X, iPhone 8, iPhone 7, iPhone 6s og iPhone 6”, fortæller Blue City på deres Facebook-side.

De forventer at modellerne kommer til salg på privatmarkedet i de kommende dage/uger og opfordrer til at iPhone-købere er ekstra på vagt overfor de varme varer.

“Vi har naturligvis IMEI-numre på alle stjålne mobiler og ALLE STJÅLNE MOBILER BLIVER BLOKERET – og efter få dage kan de således kun bruges som reservedele og vil have en meget begrænset værdi”, lyder det fra Blue City der fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

“Derfor: Får du tilbudt en iPhone, hvor sælger ikke har kvittering, så kontakt enten en af vores 7 fysiske butikker, som har lister med IMEI-numre på alle mobiler, og de vil med glæde oplyse om den mobil du er ved at købe står på listen”.

Forhandleren har ikke oplyst hvilken af deres butikker der har haft indbrud.

 

Service: Gratis tyveritjek

Blue City oplyser desuden at det altid er muligt at benytte dem til et gratis tyveritjek.

Dette gælder også for mobiltelefoner der ikke købes hos dem.

Interesserede kan skrive til [email protected] eller ringe på telefon 78 75 65 35, og her opgive telefonens IMEI-nummer så kan de tjekke deres lister og fortælle om telefonen er efterlyst.

 

 

Annonce