Forside Nyheder

Apples opkøb af Shazam undersøges af EU

-

EUs konkurrence-kommisær, Margrethe Vestager, er på spil igen, og denne gang holder hun en lup henover Apple-Shazam-handelen.

Det var i december sidste år, at Apple bekendtgjorde, de ville købe Shazam. Men flere EU-lande har råbt vagt i gevær, herunder Østrig, Frankrig, Island og Spanien, angående denne handel, som de mener kan være i strid med EUs lovgivning omkring fusioner og konkurrenceret.

Det er ikke så meget selve musik-genkendelsesfunktionen, der er stridens æble. Shazam var først til at gøre denne populær, men lignende funktioner har siden fundet vej til bl.a. virtuelle assistenter i smartphones.

Problemet er snarere Shazams registrerede brugere og hvordan disse ledes videre til streamingtjenester. Der bliver angiveligt sendt en million brugere videre fra Shazam til både Spotify og Apple music om dagen, efter disse har fået genkendt en sang. Med Apple-opkøbet vil trafikken til Spotify formentlig forstumme, hvilket vil give Apple Music en stor konkurrencefordel.

Spørgsmålet er, om Shazam kan siges at have monopol på denne funktion, og om Apple derfor overtager monopolet, sådan at Apples konkurrenter bliver uretfærdigt stillet i markedet. Og det er det, EU-kommissionen nu skal undersøge.

”Vores undersøgelse skal sikre, at musikfans stadig kan nyde godt af attraktive musikstreaming-tilbud og ikke får indskrænket deres valgmuligheder på grund af denne handel”, siger Margrethe Vestager i en udtalelse.

Annonce