Forside Indhold og distribution Musik

Ny gratis Spotify: Her er nyhederne

-

Spotify giver nu brugere af deres gratistjeneste fri kontrol over 15 playlister.

Rygterne var løbet i forvejen, men nu har Spotify løftet sløret for de ændringer der er på vej til den gratis reklamebetalte del af deres musiktjeneste på mobile enheder.

Der bliver ikke tale om fri leg som på Premium-abonnementet, men brugere af gratis-tjenesten får nye muligheder. Den største ændring er at der bliver 15 playlister hvor man frit kan vælge hvad der spilles, med mulighed for at hoppe rundt i numrene.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for det er ikke 15 playlister efter eget valg. Det er nemlig playlister som Spotify udvælger for dig, ud fra det du hører på tjenesten, og indholdet udskiftes løbende. Disse playlister kaldes ‘Pick and Play’.

Der er også mulighed for at påvirke Spotifys valg og forslag. Mens musikken spiller kan kunsterne få et ‘like’ eller et ‘hide’ fra app’en. Det vil forbedre de forslag Spotify finder frem.

Det er fortsat muligt at lave egne playlister, også på gratisdelen, og Spotify fortæller at det er blevet endnu nemmere med de nye apps til Android og Apple iOS. Numre kan let tilføjes og indholdet af egne playlister vil også være med til at forbedre de forslag som Spotify udregner.

Sidst men ikke mindst så har Spotifys mobil apps fået en ny funktion der kan spare mobildata. Her sænkes streamingkvaliteten for at spare på data. Det kan slås til/fra efter behov.

 

PR video for foreslåede playlister

 

Skærmbilleder fra ny Spotify app

 

Tilgængelighed

De nye apps og muligheder rulles ud til Spotify-brugerne henover indenfor næste par uger.

 

Annonce