Forside Nyheder

HTCs næste flagskib annonceres 23. maj

-

HTC fortsætter ufortrødent kampen for at genvinde tabt terræn på smartphone-markedet.

Den næste i rækken af smartphones, de vil lancere, får efter alt at dømme navnet U12. Men selv om vi stadig ikke har fået navnet bekræftet, kender vi nu datoen for dens annoncering.

HTC har nemlig indkaldt til pressemøde 23. maj, hvor de vil vise det nye vidunder frem.

Det er dog ikke det eneste, de har afsløret. HTC har faktisk også vist os telefonen – eller rettere, dens indmad. HTC skriver, at telefonen er ”mere end dens samlede specifikationer” og for at illustrere dette har de simpelthen lagt telefonens dele ud som baggrund for invitationen.

Som man kan se på billedet ovenfor mangler der dog noget i midten, hvor der er plads til en lang rektangel – og det er naturligvis kassen og skærmen, der får det hele til at se godt ud.

Rygterne er allerede gået om specifikationerne, og HTC U12 forventes at komme med Snapdragon 845, 6GB RAM, en 6-tommers QHD+-skærm (3200 x 1800 pixels), et batteri på 3420 mAh og så er klemme-funktionen fra U11 stadig til stede. På kamera-siden skulle U12 levere et dobbeltkamera bagpå bestående af 12- og 16-megapixels sensorer.

Annonce