Forside Nyheder

YouSee lancerer egen Comedy-kanal

-

YouSee investerer nu mere i eget indhold og åbner en Comedy-kanal.

YouSee Comedy er et nyt comedy-univers der vil byde på nye programmer fra erfarne danske komikere som Tobias Dybvad, Magnus Millang, Esben Bjerre, Peter Falktoft og Casper Christensen, men også fra nye talenter som Julie og Jesper samt Melvin.

“Vi elsker comedy, og derfor vil vi skabe et univers, hvor nogle af Danmarks bedste komikere kan skabe lige præcis det indhold, som de brænder for”, fortæller Christian Morgan, mediedirektør i YouSee, og fortsætter:

“Det skal være en legeplads, hvor erfarne komikere kan få lov at prøve nye ting af og slippe kreativiteten løs, men også et vækstlag for nye talenter, der får mulighed for at skabe unikt indhold”.

 

Mere aktiv rolle

YouSee bygger med YouSee Comedy videre på den indholdsstrategi, de lancerede med ChriChriTV i efteråret.

“Vi ønsker at tage en mere aktiv rolle i forhold til indhold, og vi har især et stort ønske om at lave mere dansk indhold”, fortæller Christian Morgan, og fortsætter:

“Som tv-distributør køber vi jo masser af indhold til vores kunder, men vi skal som landets største indholdsudbyder også have modet til at eksperimentere, og derfor er det fantastisk, at vi i dag kan lancere et univers dedikeret til dansk comedy og satire”.

 

Tilgængelighed

YouSee Comedy lanceres i dag.

Alle YouSee’s tv-kunder får YouSee Comedy med som en del af deres tv-pakke og kan se med via deres app, YouSee TV & Film, tv.yousee.dk eller deres tv-boks.

Derudover kan alle se med via yousee.dk/comedy, hvor man allerede nu kan få en smagsprøve på de tre første programrækker.

 

Udpluk af indholdet på YouSee Comedy

Tobias Dybvad: Dybvads Sofa
Tobias Dybvads populære programmer bliver på TV 2 Zulu set af mange danskere hver uge. Nu har ’Dybvads Sofa’ fundet er nyt hjem hos YouSee Comedy, og denne gang får Dybvad bl.a. besøg af Mick Øgendahl, Linda P, Simon Talbot og Nikolaj Stockholm.

Julie og Jesper: 29
’29’ er et humoristisk hverdagsdrama, hvor vi følger Julie og Jesper, der netop er blevet singler og kæmper mod 30’erne, voksenlivet og andres forventninger. Julie og Jesper har tidligere været med i ’Generation SoMe’ og ’Youtuberne’ på DR3, og nu får deres første fiktionsserie premiere på YouSee Comedy. Anden sæson er allerede i produktion og forventes at have premiere til efteråret.

Peter Falktoft og Esben Bjerre: I Kina går det godt
I Peter og Esbens nye reportageserie rejser de to gutter til Kina for at undersøge, om vi virkelig skal være bekymrede for den kinesiske invasion: Vil de forsøge at tage magten, og er de virkelig klogere end os? Et humoristisk portræt af Kina og de danskere, der lever i landet.

Melvin: Sunday
’Sunday’ er en fodbold-komedieserie, hvor vi følger Sunday (spillet af Melvin Kakooza), der er blevet hentet til Danmark af en desperat fodboldtræner fra Fredericia. Her skal han redde klubben fra at lukke og byen fra ydmygelse. Serien er instrueret af Jesper Rofelt, der bl.a. er kendt fra ’Klovn’ og ’Drengene fra Angora’. Melvin Kakooza vandt DM i stand-up i 2017.

Derudover vil YouSee købe comedy udefra til kanalen. Bl.a. bliver den engelske satire-serie ’This Country’ en del af kanalen.

 

Annonce