Forside * Featured

Licenssagen: Kun deltagere i gruppesøgsmål undgår forældelsesfristen

-
Foto: 123rf.com. Illustration: recordere.dk

Det er nu der skal reageres, hvis man ønsker chancen for at få penge tilbage fra licensmomsen.

Skatteministeriet har afvist at suspendere forældelsesfristen for alle licensbetalere, i sagen om mulig ulovlig opkrævning af moms på medielicensen. Det skriver Finans.

Det betyder at det kun er deltagere i gruppesøgsmålet mod DR og staten, der har en reel chance for at få penge tilbage i licens.

Annonce:

Forældelsen i den type krav ligger mellem 3 år og muligvis helt op til 10 år. Dette fra tidspunktet hvor sagen blev anlagt tilbage i 2017.

Advokatfirmaet DLA Piper, der står bag et af de mindst 3 søgsmål der er rejst, opfordrede fredag staten til at suspendere forældelsesfristen, så alle kunne få penge tilbage i licens såfremt sagen blev vundet i retten.

Men det har Skatteministeriet nu afvist, og det bekymrer Peter Lunau Larsen fra DLA Piper.

“Det bør ikke være sådan, at kun de, der tilfældigvis får tilmeldt sig gruppesøgsmålet, kan få penge tilbage”, fortæller Peter Lunau Larsen til Finans, og kalder det et problem for retssikkerheden.

Advokatfirmaet Plesner, der står bag et af de andre gruppesøgsmål, har tidligere fået samme melding fra ministeriet.

For staten er forældelsesfristen deres livline, hvor de undgår at skulle betale milliarder tilbage. Momsen udgør ca. 500 kr/år per licensbetaler og i runde tal opkræves 1 mia. kr/år.

I sidste uge forlød det at 32.000 havde tilmeldt sig gruppesøgsmålet hos DLA Piper, der står bag foreningen Kræv Licensmoms Tilbage.

Fristen for at deltage i gruppesøgsmål om licensmoms er d. 13. juni.

Se også: Kræv licensmomsen retur, staten betaler retsagen mod staten.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.