Forside * Nyheder

Note 9-pen får Bluetooth

-

Da Samsung for nylig inviterede til pressemøde for lanceringen af Note 9, var der fokus på pennen.

Det kunne man se på, at invitationen bestod af et nærbillede af S Pen, hvor dens knap var i centrum.

Annonce:

Nu ved vi måske lidt mere om, hvad det præcis er, der bliver bedre i den nye udgave af pennen. Websitet Droid Life har fået øje på en detalje i Samsungs registrering af pennen hos de amerikanske telemyndigheder, FCC.

Ifølge registreringen får pennen nu Bluetooth ombord, og det åbner for en række nye muligheder. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed, er blot tilføjelsen af Bluetooth, men som The Verge skriver, så spekuleres der vidt og bredt om, hvad en sådan Bluetooth-forbindelse kan bruges til.

Når indbydelsen satte knappen i centrum, kunne det f.eks. være fordi, denne skal bruges til at styre ting, man normalt kan styre med Bluetooth, som f.eks. musikafspilning, stop og start af forskellige funktioner, modtagelse eller afvisning af opkald, og knappen kunne måske bruges som udløser til kameraet i telefonen.

Det kan også være, at Bluetooth-funktionen bare skal bruges til at gøre det muligt at finde pennen igen, hvis den bliver væk.

Vi finder ud af mere 9. august, når Note 9 bliver afsløret.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.