Forside Nyheder

’Designated Survivor’ genoplives af Netflix

-

Netflix ser ud til at være meget komfortable i deres rolle som redningsmænd for aflyste, amerikanske tv-serier.

’Arrested Development’, ’The Killing’ og ’Lucifer’ er alle eksempler, hvor Netflix har genstartet en tv-serie, efter den blev droppet af den tv-kanal, der oprindeligt kørte den. Og nu gør de det igen.

Det sker med  den politiske thriller-serie ’Designated Survivor’, der har Kiefer Sutherland i rollen som boligministeren Tom Kirkman, der bliver præsident, efter et kæmpe terrorangreb slår hele USAs regeringstop ihjel.

Efter en succesrig første sæson gik det ret meget ned ad bakke for serien under dens anden sæson, og det fik tv-kanalen bag, ABC, til at aflyse serien.

Men nu skriver Deadline at folkene bag serien har lavet en aftale med Netflix om at genoplive serien. I første omgang bliver der tale om en tredje sæson på ti afsnit, der får premiere til næste år.

Selv om serien i flere lande har kørt på almindelige tv-kanaler, bliver serien nu eksklusiv på Netflix verden over. For seriens danske fans betyder dette naturligvis ikke det store, eftersom serien allerede kan findes på Netflix i Danmark.

Med skiftet til Netflix forventes serien at antage en form, der i højere grad minder om, hvad man ser på amerikanske kabelkanaler og streamingtjenester som HBO, AMC, Netflix og Amazon.

Sidstnævnte er i øvrigt også godt i gang med at genoplive droppede serier. Således kommer næste sæson af sci-fi-serien ’The Expanse’ på Amazon Prime Video.

Annonce