Forside * Featured

Prøv fremtidens lydsystem nu: Rummets elektronikprodukter skaber ‘surround’-oplevelsen

-

S3A Future Spatial Audio projekt skaber ‘surround’-lyd vha. de elektronikprodukter og højttalere der er i rummet.

Britiske forskere fra BBC Research & Development og universiteterne i Surrey, Salford og Southampton har i en årrække forsket i en ny måde at tænke lydsystem på.

Annonce:

På British Science Festival forleden, der gav de en demonstration af teknologien, og viste dermed at de er ved at være i mål med forskningsprojektet der løber til og med 2019.

I “S3A: Future Spatial Audio” udnyttes de smartprodukter der er i rummet til at skabe et objektorienteret 3D lydbillede.

Det er ikke surround i klassisk forstand, og ikke en erstatning for en surround-installation. Det er heller ikke at sammenligne med 360-graders lyd, hvor mono-lyd spredes bredere ud i rummet. Det er et 3D lydbillede der skabes, ala surround, til brug hvor der ikke er surround til rådighed.

Selv kalder det det:

“En spændende rumlig lydoplevelse, der vil revolutionere home entertainment”

Til at skabe det udvidede lydbillede benyttes de smartphones, tablets, laptops, aktive højttalere og smarthøjttalere der er tilstede i rummet. Eller rettere de produkter man har tilmeldt.

Her går lydsystemet så ind og styrer hvilke produkter der spiller hvilke dele af lydbilledet, så lyden samlet set opleves som bredere, dybere og mere detaljeret end stereo.

Systemet er bygget til at kunne tage højde for at produkterne flyttes rundt i rummet, og at et eller flere produkter kan være ude af rummet. Det indstilles til hvad der er tilgængeligt af ‘lydgivere’ på et givent tidspunkt.

 

Jo flere enheder der kobles på, jo bredere og mere detaljeret bliver lydbilledet

 

BBC R&D forklarer tanken bag S3A-projektet

“Jeg synes, at det er vigtigt for lydforskningen at fokusere på at bringe gode lydoplevelser ud til så mange som muligt, og S3A-projektteamet har udviklet ny teknologi til at opnå det”, fortæller Dr Jon Francombe fra BBC’s udviklingsafdeling, og han fortsætter:

“En metode til dette er at gøre brug af de internet-forbundne enheder i hjemmet der kan reproducere lyd. For at udnytte dette måtte vi producere lyden i et fleksibelt format, designe regler for intelligent adaptiv behandling og udvikle teknikker til tilslutning og synkronisering af enhederne. Derfor har dette projekt været et stort samarbejde mellem lyddesignere, forskere og udviklere”.

 

Første offentlige fremvisning

Demonstrationen på ‘British Science Festival’, der blev afholdt 11.-14. september, var første gang at forskerne viste lydsystemet frem for offentligheden.

Her demonstrerede de lyd der mindede om ‘surround’, men hvor kabler og højttalere var afløst af smartphones mv.

“Denne første udgivelse er en vigtig milepæl i forskningen på S3A-projektet. Det er et stort skridt videre til målet om at bringe spændende og fordybende oplevelser til lyttere hjemme uden specielle lydenheder eller opsætninger”, fortæller professor Adrian Hilton, hovedforsker på S3A og direktør for CVSSP (Centre for Vision, Speech and Signal Processing) ved University of Surrey, og han slutter:

“Vi glæder os til at realisere mulighederne for den rumlige lyd i fremtiden”.

 

Her meldes en smartphone ind i testen. Foto: Kristian-Hentschel, BBC R&D

 

Test lydsystemet hjemme

Du kan selv teste første fremvisning af S3A-teknologien hjemme. BBC har lagt en demo på netttet som er tilgængelig de næste 3 måneder (ca. frem til julen 2018).

Det er et radiospil på 13 minutter hvor lydbilledet udvides jo flere enheder der kobles på.

Radiospillet hedder The Vostok-K Incident og kan høres/testes her.

Når demoen startes i browseren får man en 6-cifret kode der kan benyttes til at tilmelde andre computere, smartphones og tablets (enhederne kan også tilmeldes via en QR-code).

Bemærk dog at dette kun er en teknologi-demonstration af det udvidede lydbillede som S3A kan skabe.

Hvordan det senere kommer til at tage sig ud i produkter og apps, samt hvordan det styres med at melde lydprodukter ind og ud af lydsystemet, hører fremtiden til. Denne første fremvisning skal mere ses som et ‘proof of concept’.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.