Forside * Nyheder

Google kaster sig ind i kampen mod Surface

-

At Microsoft har haft en af sine sjældne hardware-succeser med sin Surface-serie kan ses på, hvor mange, der forsøger at konkurrere med den.

Ud over et hav af Windows-baserede tablets fra andre firmaer, følte Apple sig også kaldet til at lancere en professionel version af iPad, der som bekendt endte med at hedder iPad Pro.

Annonce:

Og nu kaster Google sig så også ind i denne kamp. Det er ikke første gang, Google har lavet en tablet, og det er heller ikke første gang, Google har lavet en professionel computer med Chrome OS.

Men det er første gang, de har lavet en tablet i et design, der i så høj grad ligner Surface, og det er første gang, de har lavet en decideret tablet med ChromeOS ombord. Tidligere tablets har været med Android.

Pixel Slate er navnet på den nye tablet, hvis skærm ifølge Google er den bedste i sin kategori. Den har i hvert fald en ret høj pixeltæthed i forhold til de direkte konkurrenter. Med en opløsning på 3000 x 2000 pixels og en skærmstørrelse på 12,3 tommer, er den erklærede pixeltæthed på 293 PPI.

Google påstår, at Pixel Slate kan holde i 12 timer på en opladning, så der må sidde et batteri med en fornuftig størrelse i den. Det har dog ikke haft ret meget indflydelse på designet, for Pixel Slate er alligevel kun 7 mm tynd og vejer kun 725 gram. Der er også et kamera på fronten på 8MP, primært lavet til videochat med Google Duo.

Chrome OS er blevet optimeret til touchskærm- og pennebrug, og i lighed med Surface kan du købe et tastaturcover som tilbehør. Pennen skal også købes ved siden af. Pixel Slate kan fås i konfigurationer, der kan klare både det basale (med Intel Celeron-chips og 4/8GB RAM og 32/64GB lagerplads) og det seriøst krævende (med Intel 8. generations Core i7-CPU’er, 16GB RAM og 256GB lagerplads).

Googles G Suite-kontorpakke følger naturligvis med automatisk.

Der er endnu ikke sat tidspunkt på, hvornår Pixel Slate kommer i butikkerne, Google har blot sagt, at det bliver senere i år, og i begyndelsen kun i USA, Canada og Storbritannien. Vil du have én, skal du altså formentlig hente den på den anden side af Nordsøen. Priserne starter ved 599 dollar og går op til 1.599 dollar, hvilket svarer til cirka 3.800 kr./10.200 kr. før danske skatter og afgifter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.