Forside * Nyheder

Google satser på hjemmestyring med Home Hub og smartpærer

-

Google går nu direkte efter Amazons strube, når det gælder styring af gadgets og underholdning i hjemmet.

Det sker på flere fronter, først og fremmest med lanceringen af Home Hub. Det er en slags Google Home-optimeret version af de smartscreen-enheder, der blev lanceret på Google I/O tilbage i maj og som findes i udgaver fra bl.a. ASUS og Lenovo.

Annonce:

Home Hub er reelt set en Home-højttaler med en skærm og er dermed en direkte konkurrent til Amazons Echo Show. De er begge intelligente højttalere med virtuelle assistenter ombord, der kan bruge skærmen til såvel at illustrere, hvad højttaleren siger, samt vise f.eks. TV.

Men der er én stor forskel på de to enheder. Der er ikke noget kamera i Google Home Hub, hvilket sikkert vil gøre mange, der er bekymrede for privatlivets fred, lidt mere åbne overfor Home Hub. Til gengæld kan den ikke bruges til videochat.

Du kan også bruge den som digital fotoramme koblet op ti Google Photos, og Google lover, at deres algoritmer vil fjerne slørede eller kiksede fotos fra det feed, de sender til Home Hub.

Skærmen på Home Hub justerer selv lysstyrken efter omgivelserne, så skærmen dæmpes automatisk om aftenen. Derudover kan du nu få et overblik over alle dine smarthome-enheder med Home View, hvor det hele er samlet på ét skærmbillede. Dette er nemt at tilgå på Home Hub, men findes også i en ny version af Home-app’en på din smartphone.

Home Hub er dog ikke det eneste våben, Google tager i brug i kampen mod Amazon, når det gælder det intelligente hjem. De har udvidet deres ”Made for Google”-program med smart-pærer, hvoraf de første allerede er blevet annonceret af GE. Disse pærer behøver ikke nogen bridge, sådan som man kender det fra Hue-systemet, men kan i stedet forbinde sig direkte til en Google Home-enhed og styres via Assistent.

Hvornår disse produkter kommer til Danmark er ikke afsløret endnu, men Home Hub er sat til at blive sendt på markedet i USA, Storbritannien og Australien 22. oktober. To dage senere åbnes der for salget af Home-højttalere i Danmark. Med andre ord er der gode chancer for, at Danmark er med, når Home Hub lanceres på andre sprog end engelsk, for eksempel i Tyskland og Frankrig.

Endelig bør prisen nævnes. Google vil underbyde konkurrenterne med Home Hub og har sat den amerikanske pris til 149 dollar, eller cirka 950 kroner ex. moms m.v. Det er 50 dollar under prisen på Amazons rival.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.