Forside Nyheder

Ny Surface-computere kan droppe USB-C

-
Foto: Microsoft/MySmartPrice

Stort set alle laptop-producenter står midt i en overgang fra USB-A til USB-C.

I mange tilfælde er begge standarder til stede på computerne, mens nogle laptops allerede er gået helt over til USB-C.

Derfor var det også forventet, at Microsofts nye versioner af Surface Laptop og Surface Pro (nummer 6 i rækken) ville have USB-C ombord, men det lader ikke til at være tilfældet.

Microsoft holder en event tirsdag, hvor de vil vise de nye maskiner frem. Det tyske website WinFuture mener dog allerede nu at vide, at ingen af de to computere kommer til at have en USB-C-port.

Lækkede billeder af Surface Laptop 2, som MySmartPrice har fået fat i, synes at bekræfte dette.

WinFuture kan også berette, at man ikke skal forvente fuldstændigt vilde opgraderinger, men blot opdateringer af CPU’er og RAM-kapacitet, når Microsoft viser de nye Surface’er frem.

Der kommer dog en simpel opdatering til udseendet, idet begge nye Surface’er nu også vil kunne fås i sort.

De mere præcise detaljer finder vi ud af indenfor de næste 48 timer.

Annonce