Forside Nyheder

Samsung åbner Bixby op for alle

-
Samsungs Pedro Freitas forklarede, hvordan Bixby ville begynde at spille endnu mere sammen med Samsungs smart-tv-modeller. Foto: Recordere.

Samsung tager nu for alvor kampen op med Google, Amazon, Microsoft og Apple, når det gælder intelligente assistenter.

Den sydkoreanske tech-gigant vil forsøge at positionere sig i forhold de andre ved at løfte udviklernes evner til at være kreative. Og her har de taget et temmelig radikalt skridt.

Som faste Recordere-læsere vil huske, er Bixby baseret på Viv, som Samsung købte i 2016. Med Vivs to stiftere, Dag Kittlaus og Adam Cheyer i front, har Samsung nu åbnet Bixby-platformen op for tredjeparts-udviklere, akkurat som f.eks. Google og Amazon har gjort med deres assistenter.

Men til forskel for de andre platforme forsøger Samsung nu at sætte så få grænser for udviklerne som muligt. Ifølge Kittlaus får udviklerne mulighed for at bruge de samme værktøjer som Samsung selv bruger til at udvikle deres egne Bixby-funktioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder blandt andet, at udviklerne ikke er begrænset til at udvikle ”skills” som på Amazons Alexa-platform. I stedet lægges de nye funktionaliteter direkte ind i Bixby-skyen, sådan at forbrugerne ikke behøver downloade noget eller aktivere noget – det virker bare, så snart forbrugeren bruger den rigtige stemmekommando.

Det sker ved at udvikleren laver en såkaldt ’Bixby Capsule’, som Adam Cheyer sammenlignede med, når Keanu Reeves som Neo i ’The Matrix’ får lagt nye evner ind i hjernen, som f.eks. Kung Fu. Bixby Capsules laves via Bixby Developer Studio, hvor Samsungs AI automatiserer en del af det mere kedelige kode-arbejde, hvilket så samtidigt sørger for at koden passer til Bixby i skyen.

Kobles mere sammen med SmartThings

Samsungs direktør for teknologisk udvikling, Jaeyeon Jung, fortalte samtidigt, at Samsungs nye intelligente højttaler, GALAXY Home, også bliver åbnet op via det samme initiativ, sådan at højttaler-specifikke funktioner også kan skabes fra bunden med og tilbydes til brugerne via den nye Bixby-platform.

Adam Cheyer viste det nye udviklersystem frem til Bixby, der vil give tredjeparts-udviklere direkte adgang til selve assistentens kernefunktionalitet via skyen. Foto: Recordere.

Bixbys nye funktioner vil på samme måde blive lagt ind i SmartThings-platformen, hvilket naturligvis også inkluderer Samsungs smart-tv. Til det sidste formål har Samsung lavet et såkaldt Media Control API, der giver mulighed for at kontrollere både basale og app-specifikke funktioner på tv’et med stemmen. Samsung afslørede, at Netflix, Hulu, Spotify og HBO allerede er med i programmet, så vi kan muligvis forvente, at Bixby i højere grad vil kunne styre navigation og søgning i apps sammen med f.eks. volumen-kontrol, end vi er vant til fra andre intelligente assistenter.

SmartThings-økosystemet bliver samtidigt udvidet til at komme ind i bilerne, så du via smartphone-app’en kan lukke op for varmen i bilen, inden du sætter dig ud i den, eller få den til at blinke med lygterne, når du har glemt, hvor du parkerede i parkeringshuset. Det kan du naturligvis også gøre direkte via Bixby.

Der er dog stadig ikke noget nyt om, hvornår Bixby er klar på dansk. I løbet af kort tid lanceres den dog på fem nye, Europæiske sprog: Tysk, spansk, italiensk, fransk og britisk engelsk.

Annonce