Forside * Nyheder

Galaxy Fold bliver et ”luksusprodukt” i begrænset oplag

-

Der var næppe mange, der var i tvivl om at Samsungs foldbare smartphone var tænkt som et luksusprodukt.

Da Samsung afslørede Fold, satte den offentliggjorte pris tyk streg under, hvilket publikum, firmaet forsøger at få fat i med den. Når Fold lander i april, kommer prisen op mellem 12 og 13.000 kroner – og det er formentlig før dansk moms og afgifter kommer oven i.

Annonce:

Men nu bekræfter Samsung, at Fold bliver et endog meget eksklusivt produkt. Den kommer endda formentlig i et noget begrænset oplag, der bliver fulgt op af direkte, særlig support til køberne fra den sydkoreanske tech-gigant.

Det siger Kate Beaumont, der er Samsung UK’s chef for produkt, services og kommerciel strategi. I et interview med den amerikanske business-kanal CNBC i forbindelse med MWC i Barcelona, siger Beaumont, at ”hvordan den lander på markedet er vigtigt for os”.

”Det her er en enhed i superpremium-klassen, så vi vil gerne sikre os, at den følges op af en concierge-lignende service”, siger Beaumont. Det skal formentlig forstås som at Fold er en smartphone, folk med penge og et brændende ønske om at få den i hænderne skal efterspørge, snarere end blot hive den ned fra hylden. Og det følges af en direkte og personlig salgsproces.

”Intens” support

Det bekræftes også af Kate Beaumont. ”Den kommer ikke til at være udstillet i alle butikker”, siger den britiske Samsung-chef, der dog ikke specificerer om hun mener partner-butikker eller Samsungs egne flagskibsbutikker. ”Det er ikke en telefon, der kommer ud på stativerne. Vi vil gerne gøre præsentationen af den til en meget personlig oplevelse, der bliver fulgt op af intens, efterfølgende support”.

Der er dog ingen tvivl om at Galaxy Fold bliver en ”limited edition”-model, som man selv skal opsøge. Første produktionsoplag af Fold bliver ret begrænset, siger Beaumont: ”Ved lanceringen kommer vi til at have langt færre eksemplarer tilgængelige end vi f.eks. har af S10.”

Lanceringen af Galaxy Fold til april bliver altså en smule ligesom da Apple lancerede Apple Watch Edition, den særligt luksuriøse udgave af smarturet. Måske skal vi endda forvente at se den i luksusbutikker i partnerskab med Samsung snarere end i almindelige elektronik- eller telebutikker.

At det er den britiske Samsung-chef, der er ude i medierne og sprede budskabet, er en indikation af, at Fold på i hvert fald også bliver en satsning i Europa, så formentlig også i Danmark på den ene eller den anden måde.

Vi finder dog formentlig først ud af de nærmere detaljer i april, når Galaxy Fold bliver lanceret. Men vi behøver næppe vente helt til 26. april, når Fold sættes til salg. Kate Beaumont bekræftede, at Samsung vil holde en særlig presse-event for Fold ”i starten af april”.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.