Forside * Featured

Huawei-telefoner kan droppe Android i fremtiden

-

Hvis det bliver nødvendigt, er Huawei klar til at smide Android-styresystemet ud af deres telefoner.

I stedet ville Huawei så putte deres eget system ind, som firmaet har gået og bygget på siden helt tilbage i 2012. Det har den kinesiske telegigant nu bekræftet overfor South China Morning Post. En udgave af systemet vil også kunne lægges ind i firmaets laptops i stedet for Windows.

Annonce:

Hvis du ikke allerede har regnet det ud, kan udtalelsen fra Huawei betragtes som endnu en missilaffyring i handelskrigen mellem USA og Kina. Android og Windows er begge amerikanske produkter, og der kan komme et tidspunkt, hvor det simpelthen ikke længere er muligt for Huawei at benytte amerikansk software i deres telefoner og laptops.

Denne situation kan opstå på flere måder. Dels kan det ske som et led i den førnævnte handelskrig, hvis Trump-administrationen i USA beslutter sig for at straffe Kina ved at forbyde Google og Microsoft at handle med Huawei.

Det kan dog også være en mindre ekstrem beslutning, der forårsager en sådan situation. Den amerikanske regering har allerede som følge af landets efterretningstjenesters mistanker om Huaweis spionage-aktiviteter presset amerikanske forhandlere af forbrugerelektronik og teleudstyr til at holde Huawei-produkter ude af sortimentet.

Fortilfælde

Et potentielt næste skridt kunne derfor være at lægge et lignende pres på Google og Microsoft for at få dem til at holde op med at sælge licenser til Huawei. Det ville koste især Google milliarder, men omvendt kan Google heller ikke tåle at blive mistænkt for at have medvirket til industrispionage i sit eget hjemland.

Denne mulighed bestyrkes også af, at USA tidligere har gennemført lignende sanktioner. I 2012 gjorde den amerikanske regering det umuligt for kinesiske ZTE at anvende amerikansk software i firmaets produkter. Denne konflikt blev siden løst, men det var alligevel nok til at Huawei gik i gang med at udvikle deres eget styresystem, i tilfælde af, at noget lignende skulle sker for dem.

En tredie, og måske endnu mere sandsynlig mulighed er at Kinas regering pålægger Huawei at droppe amerikanske produkter. Når det virker sandsynligt, er det fordi noget lignende allerede har fundet sted. Under Xi-administrationen har den kinesiske regering udviklet deres eget styresystem, der kan køre på computere i den offentlige administration, sådan at disse ikke er afhængige af amerikanske produkter.

Når man tager i betragtning, at den kinesiske stat regulerer landets teknologisektor med hård hånd, er det slet ikke umuligt, at Xi-administrationen vil pålægge Huawei f.eks. at droppe Android for at optrappe handelskrigen.

Huawei har i øvrigt sagsøgt den amerikanske regering i USA, fordi de mener, at den amerikanske regeringens forbud mod at bruge Huawei-produkter i offentlige instanser er ulovlig, så længe, det ikke har været oppe at vende ved en domstol.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.