Forside * Tests

Mini-test: Plantronics Calisto 5200 konferencehøjttaler

-
Plantronics Calisto 5200

Konference-højttalere er normalt ikke noget vi tester, men personligt bruger jeg det dagligt i mit job, og derfor ville jeg gerne testen den nye Plantronics Calisto 5200 USB-C konference-højttaler.

Plantronics er kendt for deres hovedtelefoner til kontor og gamins, men de laver også en serie af konference-højttalere som kan bruges til telefonmøder for folk der har mange af dem, og sådan en er jeg. Derfor tog jeg med glæde imod muligheden for at teste Plantronics PLT Calisto 5200 konference-højttaleren.

Hver uge holder jeg mellem 10 og 20 telefonmøder via Skype for Business, Teams og Slack. Disse møder bruger enten video eller lyd, og oftest sidder vi mellem en og otte i samme lokale og så et par stykker placeret rundt omkring i de nordiske lande. Og dem som kender til konferenceopkald, ved også at det hyppigste problem er at få lyd og billede til at fungere, og der oftest sidder en eller anden person i den anden ende og ryster på hovedet, når man skal igang med mødet, for at signalere at de enten ikke kan høre eller se dig.

Annonce:

Derfor er det vigtigt at man har noget konferenceudstyr der bare virker out-of-the-box, uanset om man kører Windows, Mac eller på sin tablet.

Plantronics PLT Calisto 5200 skulle være sådan en plug-and-play konference højttaler, der findes i to modeller. Du kan få den med traditionel USB-A, og så kan du få den med det mere moderne USB-C connector. Stikket er fastmonteret på højttaleren, så det er vigtigt at du vælger den rigtige model fra starten. Hvis du har enheder med både USB-A og USB-C, så vælg USB-A, og køb en USB-C til USB-A adapter.

Udpakning og installation

Plantronics Calisto 5200 kommer i en lille papkasse, der ud over højttaleren indeholder en lækker lille indpakningspose, der beskytter mod ridser. Selve højttaleren er rund og flad og i en rille der går hele vejen rundt om højttaleren, gemmer den på et USB-C kabel, og i endnu en rille i bunden, gemmer den på et mini-jack kabel som kan bruges, hvis du forbinder konference-højttaleren til en smartphone eller tablet.

På toppen af konference-højttaleren er der knapper til lydstyrke, mute og til at afbryde opkaldet. Samtidigt er der også en diode-cirkel, der viser om enheden er tændt, og den lyser rødt hvis du har slået mikrofonen fra.

Installationen er super let. Det er bare at putte USB stikket ind i din Windows PC eller Mac, så installeres der de drivere der er brug for.

Plantronics har lavet en software de kalder Plantronics Hub, som du kan installere hvis du vil have mere kontrol over højttaleren, og den kan også bruges til at styre de funktioner der er på knapperne på højttaleren. Softwaren giver også mulighed for at skifte mellem 16 sprog, som højttaleren kan give beskeder om batteri, mute og lydstyrke til brugeren.

 

Daglig brug

Jeg har brugt Plantronics Calisto 5200 på mit arbejde i en uges tid, til de mange konferencekald jeg har haft, og den har virket upåklageligt. Uanset hvad software jeg har holdt konference med, har jeg uden problemer kunne vælge enheden som både højttaler og mikrofon.

Mikrofonen giver ifølge mødedeltagere i den anden ende, en god og klar lyd, ligesom højttaleren giver en god og klar lyd uden at overstyre og give ekko.

Det er vigtigt at understrege at Plantronics Calisto 5200 ikke har Bluetooth, så du kan kun bruge den forbundet til en enhed via kabel, men den har et 1.000 mAh batteri, der kan bruges, hvis du bruger mini-jack kablet. Det skulle ifølge Plantronics give op til 30 timers lyd. Dette har vi dog ikke testet, da vi mest bruger USB, og den derfor bliver opladt samtidigt med den bliver brugt.

 

Konklusion

Plantronics Calisto 5200 er en god og effektiv konference-højttaler, som er let at have med, og ikke fylder meget i computertasken.

Vi har set Plantronics Calisto 5200 til ca. 900 på Pricerunner, og til den pris får man meget konference-højttaler til prisen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.