Forside Produkter Medieafspillere

MINI-TEST: Waoo TV på Apple TV

-

Waoo lancerede i sidste uge deres Waoo TV app til Apple TV, og recordere.dk har testet den nye løsning. Her kan du læse hvad vi synes.

På IFA i Berlin lovede Waoo, at deres nye Waoo TV løsning ville komme til bl.a. Apple TV. Og her 5 måneder efter, er Waoo TV klar til Apple TV 4.

For at kunne få løsningen, skal man som minimum være Waoo bredbåndskunde, da Waoo vil være sikker på at kunderne har en bredbåndsforbindelse de kan stå inde for. Det er lidt ærgerligt, da det kunne være lækkert med et “frit-valgs” web-tv produkt af høj kvalitet.

Annonce:

Recordere.dk har haft mulighed for at teste Waoo TV et par uger, og her er hvad vi synes om løsningen.

Installationen er lige ud af landevejen. Du henter Waoo TV app’en fra Apple TV App Store, og så skal du blot logge på, og så er du kørende med de kanaler du har i dit Waoo TV abonnement.

 

 

Brugerflade og daglig brug.

Waoo TV starter op i en simpel TV Guide, hvor du har et overblik over alle dine TV kanaler i en lang liste. Den liste kan ryddes op, så du f.eks. ikke har alle TV-2 regionerne, men kun den – eller dem der interesserer dig.

I indstillinger kan du udover favorit-kanaler administrere dine enheder, og se noget debug-information, hvis du har brug for det.

En lækker detalje er måden du kan skifte mellem kanalerne på ved at skubbe op på Apple fjernbetjeningen, så får du et let overblik over kanalerne og kan se hvad der vises på de enkelte kanaler.Det ses også i TV2 Play, mens man i DR’s DRTV app skal trykke for at få de andre live-kanaler vist. Der kunne det være lækkert hvis alle overholdt en standard.

Men hele Waoo TV app’en er hurtig og let at bruge, og den er ikke proppet til med menuer i siderne og i bunden, og det føles godt.

 

Skal du skifte live-tv kanal skubber du bare op fra bunden, og så kommer en oversigt frem

Billedkvalitet og bitrate

Signalet på Apple TV streames med op til 6,4 Mbit/s, og billed- og lydkvalitet er i hhv. HD og 5.1 surround på de fleste udsendelser ifølge Waoo.

Det er sjældent at jeg oplever en streaming løsning der går fra start til høj kvalitet på så kort tid som Waoo TV. Det er en nydelse at man ikke som på f.eks. TV2 Play kan vente i alt fra 5 til 20 sekunder, før man får den optimale kvalitet.

Billedet står rigtigt godt, men jeg oplevede med mellemrum lidt hakken på BREAKING news linien på TV2-News. Det gør jeg nu også med YouSee’s app, og det kræver nok en højere bitrate for at komme det til livs.

I de to uger jeg har testet det, har jeg ikke oplevet et eneste udfald, og kvaliteten har været konstant.

Optagelser i skyen

Du kan også lave optagelser i skyen, og dette sker fra TV-Guiden, hvor du kan vælge at optage en udsendelse til at se senere.

Udsendelserne kan så ses senere via en oversigt over hvilke programmer du har optaget.

Den konto vi testede med havde plads til 30 optagelser, så det burde være nok til at optage serier i en periode mens man er væk.

Kvaliteten af det optagede var på højde med live-streaming.

Konklusion

Waoo TV via Apple TV virker som en solid app, der har været værd at vente på, og det skal blive spændende at følge om Waoo vil videreudvikle løsningen, så den også tilbyder andre tjenester.

Herfra skal der ihvertfald lyde en bøn til Waoo om at overveje at gøre Waoo TV til et kommercielt produkt for ikke Waoo bredbåndskunder, da der trænger til en pakke-udbyder, der ikke er bundet til coax eller fiber.

 

Priser

Priserne går fra 79,- til 599,- om måneden. Og med den store pakke får man udover 64 TV kanaler også adgang til Viaplay Total med både Sport film og serier.

Annonce: