Forside Produkter Mobil

Ups! Huawei P30 Pro afsløret lidt for tidligt

-

På tirsdag holder Huawei pressekonference, hvor de vil fremvise deres nye P30-serie.

Men mindst én af de modeller, de har tænkt sig at vise frem, vil ikke være nogen nyhed på det tidspunkt. Huawei er nemlig ved et uheld kommet til at afsløre en masse detaljer om P30 Pro allerede to dage før eventen.

Det skete, da Huawei ved et uheld publicerede en website, der reklamerede for en roadshow-event i Singapore, der løber af stablen 6. april. Her vil man angiveligt allerede kunne købe telefonen og få et Huawei-smartur oven i hatten.

At P30 Pro bliver sat til salg 6. april i Singapore vidner om, at der nok heller ikke går ret længe fra afsløringen på tirsdag i Paris (som Rec.dk er på pletten for at dække), til den nye smartphone kommer i danske butikker. Men det ved vi først med sikkerhed på tirsdag.

Til gengæld ved vi allerede nu en hel del om specifikationerne på P30 Pro, for de var nemlig også en del af den førnævnte website, der blev fundet af lækagemesteren Evan Blass. Den er naturligvis blevet hevet ned fra nettet igen, men den er stadig at finde på Internet Archive’s Wayback Machine.

10x hybrid-zoom

Med P30 Pro fortsætter Huawei sin indsats for at være førende på smartphone-kameraer. Den kommer til at have fire kameraer bagpå, hvoraf den ene sensor er på hele 40 megapixel. Dertil kommer muligheden for, via en sensor med en telefoto-linse, at opnå 10x hybrid-zoom, altså en blanding af optisk og digital zoom.

Dertil kommer sensorer med hhv. En dybdemålings-linse og en ultravidvinkel-linse. Du vil også kunne bruge to af de fire kameraer bagpå i en slags splitscreen-tilstand, hvor du f.eks. kan se, hvad vidvinkel-linsen opfanger sammen med signalet fra telefoto-linsen. På den måde kan du både se total- og nærbillede på én gang og se, hvad der passer bedst til det billede, du vil tage.

Som næsten altid er tilfældet, lover Huawei at P30-serien helt generelt bliver bedre til at tage billeder i situationer ved lavt lys. Linserne kommer som på alle de andre af Huaweis premium-modeller fra Leica.

Som man kan se på billedet herover er der stort set ingen kanter på skærmen, frontkameraet sidder i et “dråbehak” og eftersom der ingen fingeraftrykslæser er at finde bagpå, må den næsten sidde i skærmen.

Det smartur, som Huawei vil give nye kunder oven i hatten ved eventen i Singapore, hedder Watch GT Active Edition. Det er formentlig en fitness-orienteret version af Huaweis Watch GT-ur, og vi vil formentlig også se det nye smartur afsløret på tirsdag.

Annonce