Forside * Featured

Danskerne snydes for fartkontrol-funktion i Google Maps

-
Screenshot: Android Police

Google har netop lanceret en ny funktion i Google Maps, der kan vise, hvor der er er radar-tjek og fartfælder på vejene.

Det får de glæde af i Sverige. Og i Norge. Men som det eneste skandinaviske land ser funktionen ikke ud til at komme til Danmark, til trods for at funktionen har været testet i Europa siden januar. Google har ifølge TechCrunch og Android Police en liste med over 40 lande, hvor funktionen er klar til at blive rullet ud, og denne liste er Danmark ikke med på.

Annonce:

Det gælder i øvrigt også for Tyskland, Frankrig og Schweiz, men det har helt naturlige årsager. Dernede er den slags app-sladrehanke nemlig forbudt. Men selv om der har været en hel del debat om sagen i danske medier, er fartfælde-apps ikke forbudt i Danmark, så vidt det har været muligt for Recordere at hitte ud af.

Målejammere, der forstyrrer politiets radar- og fotofælder blev derimod forbudt, efter Bilmagasinet påviste, at det kunne lade sig gøre at forhindre en præcis måling med disse gadgets. Men eftersom det ikke er ulovligt at blive opmærksom på, hvor der bliver målt hastigheder, burde fartfælde-funktionen i Google Maps ikke være ulovlig.

Kommer fra Waze

Funktionen har været kendt længe i de lande, hvor Waze-app’en har kørt i mange år. Waze er en social trafik-app, der crowdsourcer placeringer af fartfælder, sådan at trafikanterne selv melder ind via app’en, når de har set en fartfælde.

Google købte Waze i 2013, men har ladet den køre parallelt med Google Maps. De har dog ad flere omgange indført funktioner fra Waze i Google Maps, og fartfælde-funktionen er altså en af dem. Det står ikke helt klart, om det er disse crowdsourcede data fra Waze, som danner grundlag for Google Maps’ indikationer af fartfælder.

Fartfælderne dukker – ligesom i Waze – op som ikoner på vejen, når du navigerer med Google Maps. En anden ny funktion, der kommer samtidigt med fartfælderne, er en indikator, der viser fartgrænsen på det stykke vej, du kører på. Det er en funktion, der er kendt fra en del andre navigations-apps.

Denne funktion er til gengæld ved at blive rullet ud til danske brugere, så måske har du allerede set det lille ikon med angivelse af, hvor hurtigt, du må køre i Google Maps-app’en. Hvis du mod forventning også skulle have fået adgang til at se fartfælder, så giv lyd i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.