Forside * Nyheder

I Finland kan de snart få leveret varer med droner fra Googles søsterselskab

-

I juni kommer der dronebude i det finske luftrum.

Annonce:

Wing, der huser Googles tidligere droneaktiviteter, og fortsat er ejet af begge selskabers moderselskab, Alphabet, har indgået aftale med et par finske virksomheder om levering af blandt andet mad via droner.

Der er tale om en prøveperiode, hvor beboere i Helsinki-bydelen Vousaari kan få leveret varer fra gourmet-supermarkedet Herrku Food Market og mad fra en restaurant, der hedder Café Monami. Wing forventer en leveringstid på cirka ti minutter med en drone-last på maksimalt 1,5 kg.

Wing er igang med et større oplysningsarbejde, der skal forberede beboerne i Vousaari på de nye leveringsmuligheder, men måske i højere grad, hvad det betyder, når der pludselig summer droner rundt i nabolagets luftrum.

Dermed bliver finnerne de første, der får en kommerciel, brugerorienteret droneleverance-tjeneste op at køre i Norden, hvis da ikke det gælder for hele Nordeuropa.  Det sker, efter adskillige firmaer lige fra kurerselskaber som DHL og UPS til e-handelsgiganten Amazon har eksperimenteret med drone-leverancer i flere år.

Australien kommer først

Når man ser ud over hele kloden, er Helsinki da heller ikke det første sted i verden, hvor Wing har igangsat deres droneleverancer. Den ære tilfalder den australske hovedstad Canberra, hvor Wing i mere end halvandet år har været igang med at teste droneleverancer til almindelige hjem.

Det startede som et pilotprojekt i Canberra-bydelene Crace, Palmerston og Franklin, og efter 18 måneder med tests fik Wing i april myndighedernes godkendelse til at begynde at udbyde tjenesten kommercielt, og de er nu i gang med at udvide service-området til flere områder i hovedstaden.

Testperioden er dog ikke forløbet helt gnidningsfrit. Det er dog ikke fordi, folk er nervøse for at en drone skal smide dens last i hovedet på dem eller på anden vise skade dem. Den største gene har ifølge den nationale, australske tv-station ABC været støjen. Adskillige mennesker i Crace, Palmerston og Franklin har klaget over, at de kan høre dronerne summe rundt udenfor, selv når vinduerne er lukkede.

Droneleverancerne fra Wing er også på vej til USA, hvor luftfartsmyndigheden FAA netop har givet tilladelse til at firmaet kan begynde at lever varer med droner i delstaten Virginia. Dermed kommer Wing på banen før Amazon, der påbegyndte sine droneleverance-tests allerede i 2016, men på det seneste har været meget stille desangående.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.