Forside * Nyheder

Ny sensor fra Samsung bringer smartphone-kameraer op på 64MP

-

Alle ved efterhånden, at antallet af megapixels ikke i sig selv er en måleenhed for den generelle billedkvalitet, man får ud af et smartphone-kamera.

Såvel objektiv og sensor/pixelstørrelse som software betyder lige så meget, hvilket man tydeligt kan se af de store kvalitetsforskelle, der er på kameraer, der alle bruger den samme Sony-sensor. Og netop Sony har generelt siddet tungt på kamerasensor-markedet for smartphones.

Annonce:

Men Samsung forsøger ivrigt at tage store bidder af Sonys markedsandel, og har sat masser af kapital af for at udvikle sensorer, der kan konkurrere med Sonys. Det førte for nylig til udviklingen af en 48-megapixels sensor, men nu har Samsung taget endnu et syvmileskridt, når det gælder sensorernes opløsning.

For nok er opløsningen ikke det eneste, der er med til at præge billedkvaliteten, men det betyder dog en del for, hvor høj detaljegrad, et billede har. Og med Samsungs nye sensor vil man kunne tage billeder med en ret høj detaljegrad. ISOCELL Bright GW1-sensoren, som Samsung netop har offentliggjort kan nemlig tage billeder i op til 64 megapixels opløsning.

Ifølge Samsung selv er det den p.t. højeste opløsning på nogen smartphone-kamerasensor på markedet. Sensoren benytter sig af de samme 0,8 mikrometer store pixels som dens forgænger, og det betyder at den fysisk også er større. Det sidste gør det muligt for sensoren at hive mere lys ind, og derfor vil den også være generelt bedre til at tage billeder under dårlige lysforhold.

Firdobbelte pixels

Samtidig benytter sensoren sig af den samme type teknologi, der allerede anvendes af både Sony og Samsung, hvor der i virkeligheden er fire pixels i hvert punkt. Dermed er der faktisk tale om en 16 megapixels sensor, men dette tal skal altså firdobles på grund af den specifikke teknologi.

På samme måde er de nuværende 48 megapixels sensorer i virkeligheden på 12 megapixel, men med fire pixels i hvert punkt. Til forskel fra de andre pixels kan GW1 dog også aflevere data fra hver eneste af de 64 millioner pixels til kamerasoftwaren i smartphonen.

Når sensoren ikke har behov for alle fire pixels for at vise en enkelt pixel – som når der tages billeder ved et godt lysniveau eller den ikke har behov for at gøre noget ekstra for at få detaljer eller farver bedre repræsenteret – kan alle 64 megapixels alså blive vist.

Det bør give billeder, hvor man kan zoome ind på detaljer uden alt for meget forringelse af billedkvaliteten, samt digital zoom under billedkomposition, der heller ikke forringer billedet alt for meget.

Samsung planlægger at begynde at masseproducere den nye sensor i sidste halvår i år. Om det betyder, vi får den at se i efterårets Note 10, vil tiden vise. Men fra 2020 bør den være at finde i såvel Samsungs egne enheder samt andre smartphone-modeller, Samsung leverer sensorer til.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.