Forside * Nyheder

Apple dropper nyt dansk datacenter

-
Foto: recordere.dk

Apple opgiver planerne om endnu et dansk datacenter ved Aabenraa

“Apples datacentergrund bliver ledig til nye investorer”.

Sådan indleder Aabenraa Kommune en pressemeddelelse, hvor de fortæller at Apples datacenter, der ville være nr. 2 i Danmark, alligevel ikke bliver til noget.

Annonce:

“Apple har i en kort telefonsamtale i dag meddelt Aabenraa Kommune, at man ikke vil fortsætte datacenterbyggeriet på den 285 hektar store byggegrund ved Kassø uden for Aabenraa”, fortæller Aabenraa Kommune, og fortsætter:

“Apple har meddelt, at der udelukkende er tale om en forretningsbeslutning, hvor man ønsker at koncentrere sig om sit datacenterbyggeri i Viborg. Der er kun ros til alle samarbejdspartnere i Aabenraa Kommune”.

Apple annoncerede i sommeren 2017, at man havde købt 285 hektar jord til etablering af et meget stort datacenter. Senere samme år købte Google en meget stor nabogrund til Apple.

At Apple nu har valgt at trække sig kommer bag på kommunen.

“Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund. Aabenraa Kommune har arbejdet med Apple i lang tid for at skabe grobund for et af verdens største datacentre”, lyder det fra direktør Stig Isaksen, og han fortsætter:

“Det er dog samtidig min opfattelse, fra min samtale med Apple i dag, at der tale om en overordnet strategisk forretningsbeslutning truffet i USA, og at beslutningen er truffet helt uafhængigt af forhold i Aabenraa Kommune”.

Apple vil nu koncentrere sine danske datacenter-aktiviteter omkring datacentreret i Viborg.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.