Forside * Featured

Apple TV får multibruger-funktion

-

Nu bliver det muligt for de enkelte familiemedlemmer at bruge Apple TV-boksen på deres helt egne vilkår.

I forbindelse med åbningen af Apples WWDC-konference kunne Tim Cook fortælle, at tvOS nu får multibrugerfunktion, sådan at anbefalinger og præferencer indenfor f.eks. musikvalg bliver individualiseret.

Annonce:

Det bliver muligt at vælge profiler via et kontrolcenter ude i siden, der minder om det, vi kender fra iOS. Her vil profilerne vises med små, personlige billeder, der passer ind i den nye designstil, der blev vist frem, da Apple annoncerede deres Apple TV+-tjeneste tidligere på året.

Du vil også nemmere kunne synge med på dit personlige musikvalg, for fremover kan du se teksten fra sangene rulle over skærmen, synkroniseret med musikken.

Apple Arcade, der er Apples kommende satsning på spilområdet, får også mere hjælp på tvOS. Apple har nemlig taget den fornuftige beslutning at gøre Apple Arcade kompatibel med Xbox One S- og PlayStation DualShock 4-controllerne, så du kan spille med ordentlig hardware på Apple TV i stedet for f.eks. blot din Apple Remote.

Endelig kunne Apple også afsløre en ny tilføjelse til deres række af smukke screensavere, der denne gang tager os med under vandet. Pausefiskene er altså slet ikke døde endnu.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.