Forside Nyheder

Apple Watch får adgang til App Store

-

Der var også nyt til watchOS, da Apple skød deres WWDC-konference af mandag aften dansk tid.

Den største nyhed er formentlig, at Apple Watch nu får direkte adgang til App Store, og kan downloade apps direkte derfra uden at skulle være forbundet til iPhone. Du kan naturligvis kun download apps, der er optimeret til Apple Watch, men dem er der dog også en del af.

Af samme grund mødes du først af en udvalgt liste af apps, som Apple Watch-teamet har udvalgt til brugerne. Derfra kan du så f.eks. bruge stemmen til at søge efter andre apps. Der bliver nu også åbnet mere op for, at tredjeparts-udviklere kan lave apps, der er helt uafhængige fra iPhone.

Et af de steder, hvor det kan mærkes er en udvidet adgang til Apples Streaming API til watchOS, hvilket burde betyde, at f.eks. andre musikstreaming-apps end Apple Music vil kunne køre i helt separate og uafhængig apps på Apple Watch, og at podcast-apps kan gør det samme.

Dertil kommer en række nyheder til fitness-folket, der blandt andet vil kunne bruge den nye WatchOS-version til at holde øje med deres udvikling over lang tid med en ny trend-funktion. En ny app, Cycles, der også kommer til iPhone, kan hjælpe kvinder med at holde styr på deres menstruationscyklus.

En ny funktion, der skal passe på brugerens hørelse, kommer nu også til Apple Watch. Apple har indbygget en decibelmåler i Apple Watch, der giver dig besked, hvis støjniveauet omkring dig når skadelige højder.

Du kan også lave Voice Memos direkte på watchOS nu, og der kommer en lommeregner for dem, der savner deres digitale lommeregner-ud fra firserne. Sidst skal det også nævnes, at der kommer en række nye urskive-designs med den nye version af watchOS.

Annonce