Forside * Nyheder

Medie: Apple åbner op for Siri-styring af Spotify og andre tjenester

-

Hvis der er én fordel, musikfans har med Google Assistant i forhold til Siri, så er det adgangen til tredjeparts-musikapps.

Som det er nu, kan Siri kun afspille musik via talekommandoer, hvis musikken ligger i det snart forgangne iTunes eller på Apple Music. Men det kan muligvis ændre sig til efteråret, når iOS 13 og iPadOS bliver offentligt tilgængelige.

Annonce:

MacRumors har kigget dybt i koden på de udvikler-betaversioner af de to styresystemer, der blev frigivet under mandagens åbning af Apples WWDC-udviklerkonference. Og her har de fundet indikationer af, at Apples SiriKit-framework nu vil blive åbnet op for tredjeparts-udviklere.

SiriKit er, som navnet antyder, den ramme indenfor hvilken, udviklere kan lade deres apps styre af Siri. Og indtil videre har dette framework ikke kunnet understøtte andre musik-apps end Apple Music og iTunes.

Men hvis SiriKit åbnes op for tredjeparts-udviklere på musikfronten, er der ikke noget, der forhindrer, at Spotify, Tidal, Deezer og alle de andre bygger broer til Siri og dermed giver Apple-brugere mulighed for at kalde musik frem på deres tjenester, akkurat som man kan på Google Assistant og Alexa.

Det giver mening for Apple at tillade dette af flere årsager. Dels kan det på sigt betyde, at Siri via f.eks. Apple Watch vil kunne styre musikafspilning og formentlig også afspilning af tv og film på de Apple Music- og Apple TV+-apps, der dukker op i smart-tv’er, der ellers ikke står Apple på.

Undergraver Spotify-klage

Der er ingen smart-tv’er eller streamingbokse uden Apple-logoer, der har Siri ombord, men flere af dem har Google Assistant og/eller Alexa (og i Samsungs tilfælde, Bixby). Hvis SiriKit åbnes for tredjepartsudviklere kan disse tv-producenter åbne deres smart-tv-software til at facilitere adgang mellem Siri på en Apple-enhed og Apple-apps på tv’et.

Hvis Apple så samtidig gør det muligt for Siri at sætte Spotify og andre tredjeparts-apps igang på f.eks. smart-tv’er, behøver Apple ikke at forsøge at få tv-producenterne til at indbygge Siri på linje med de andre virtuelle assistenter.

En anden, og måske mere presserende årsag til at Apple tager dette skridt, er at Spotify har klaget over Apple til EUs konkurrencemyndigheder. Det har de gjort netop fordi, de mener at Spotify (og alle andre musik-apps, der ikke laves af Apple) bliver forskelsbehandlet på Apples platforme, herunder iPhone, iPad, Apple TV og HomePod.

Hvor Apple Music f.eks. kan styres via Siri kan Spotify og de andre apps kun styres med gammeldaws navigation og fingertryk, og det mener Spotify er konkurrenceforvridende. Med åbningen af SiriKit kan Apple komme helt uden om dette problem og lægge anklagerne i graven.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.