Forside Detail

Power betaler bøde for at spamme kunder

-
Direktør i Power, Jesper Boysen. Arkivfoto: Power

Power-kunder ville gerne have kvittering tilsendt på email og modtog efterfølgende reklamer fra Power.

Forbrugerombudsmanden har set på 13 sager, fra forbrugere der mente at Power spammede dem. Det har resulteret i at Power A/S nu har betalt en bøde for spam.

Kunder var blevet tilbudt at få kvitteringen fra køb tilsendt på email, men oplevede efterfølgende at samme email-adresse nu blev genstand for reklamer fra Power.

I alt 13 forbrugere klagede til Forbrugerombudsmanden over uønskede reklamer i indbakken fra Power. Heraf havde 11 opgivet deres email-adresse i butikken med henblik på at få faktura tilsendt elektronisk. I alt blev der udsendt 21 reklamer.

Power forsvarede sig med at kunderne også havde givet mundligt samtykke til at modtage reklamer, men det mente kunderne ikke at de havde. Elektronikkæden kunne ikke dokumentere, at der var givet mundtligt samtykke.

Det er ulovligt for virksomheder at sende reklamer og anden markedsføring til forbrugere, hvis ikke forbrugeren har givet tydeligt samtykke til det. Det er virksomheden, der skal kunne dokumentere, at en forbruger har givet samtykke til at modtage markedsføring.

“Power har overtrådt markedsføringslovens forbud mod spam. Som virksomhed skal man sikre sig, at man kun sender markedsføring til forbrugere, der rent faktisk har bedt om det, dvs. givet samtykke til det. Det er virksomheden, der skal dokumentere, at forbrugerne har givet samtykke til reklamerne”, fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Power A/S betaler en administrativ bøde på kr. 10.000,-

 

Fakta

LOVGRUNDLAG – MARKEDSFØRINGSLOVENS § 10
Efter markedsføringsloven § 10, stk. 1, må en virksomheder ikke kontakte nogen ved brug af elektronisk post (fx mail eller SMS) med henblik på markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke til det.

ADMINISTRATIV BØDEFORLÆG
I sager om overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan sagen afgøres uden retssag, hvis virksomheden, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og betaler en bøde. Det følger af bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, og markedsføringslovens § 38, stk. 1.

SÅDAN UDMÅLES SPAMBØDER
Størrelsen af en bøde for spam følger en beregningsmodel, der fremgår af forarbejderne til markedsføringsloven.

Op til 100 spammails udløser en minimumsbøde på 10.000 kr. For over 100 spammails stiger bøden med 100 kr. for hver mail. Derfor vil 60 spammails udløse en bøde på 10.000 kr. og 140 spammails en bøde på 14.000 kr.

Udgangspunktet vil dog kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

 

Annonce