Forside Nyheder

QLED sælger bedre end OLED

-

Samsung sælger flere QLED TV end de fem største OLED TV-producenter tilsammen.

Samsungs særlige udgave af LCD TV, QLED, sælger godt. Så godt at selvom salgstallene fra fem største OLED TV-producenter lægges sammen, så sælger Samsung flere QLEDs.

Det skriver avisen BusinessKorea på baggrund af de seneste tal fra markedsanalytikerne hos IHS Markit.

Det er 3. kvartal i træk at QLED sælger bedre end OLED.

Samsungs salg af QLED LCD TV løb op i 896.400 enheder 1. kvartal 2019. Til sammenligning der solgte de fem største producenter af OLED TV samlet 569.600 enheder.

De fem største OLED TV-producenter er: LG, Sony, Panasonic, Philips (TP Vision) og Skyworth.

Dermed trækker Samsung QLED TV igen fra OLED. I 4. kvartal 2018 der nåede forskellen ellers ned på 200.000 enheder. I det kvartal solgte Samsung 1.080.900 QLED TV mens de fem største OLED TV-producenter solgte 867.700 enheder. Men den kadence lykkedes det ikke OLED-producenterne at holde ind i 2019.

I 2. halvår af 2018 var der ekstraordinært mange tilbud på 2017-modellerne af OLED TV. Efter sigende skyldtes det at Tyskland røg hurtigere ud af Fodbold VM end ventet, og det betød et lavere salg af premium TV på det marked den sommer. Disse TV blev efter sigende senere fordelt til andre markeder og brugt som tilbud.

Analysefirmaet IHS Markit anslår at QLED TV fortsat vil sælge bedre end OLED TV frem til og med 2022. Her inkluderer de alle TV-producenter der sælger mere end 10.000 enheder per kvartal. For QLED TV er det udover Samsung også TCL, HiSense og Vizio.

Indenfor QLED TV er det dog Samsung der med 98% sidder på den største andel. Indenfor OLED TV der er det lykkedes LG at sprede salget mere ud. LG sidder dog fortsat med 62,2% på den største andel.

Årsagen til at det er interessant at sammenligne salget af QLED vs. OLED, selvom det ikke er samme skærmteknologi, er at begge er nøgleprodukter for TV-fabrikanterne.

 

Annonce