Forside Nyheder

B&O-salget styrtdykker

-
Foto: recordere.dk

Bang & Olufsen fik en skidt start i første kvartal af det ny regnskabsår.

B&O har det svært og seneste kvartal blev en ren katastrofe, med et salg der er styrtdykket.

Omsætningen i det første kvartal i det ny regnskabsår blev på blot 419 millioner kroner. Det er 30,3% lavere end samme kvartal året før.

Der er nedgang over hele linjen af produkter:

  • Staged-kategorien (TV og de klassiske højttalere) faldt fra 207 millioner kroner, i omsætning i samme kvartal året før, til i år blot 104 millioner kroner. Et fald på 49,8%.
  • On-the-go-kategorien (hovedtelefoner og bærbare højttalere) faldt fra 273 millioner kroner, i omsætning i samme kvartal sidste år, til i år 207 millioner kroner. Et fald på 24,2%
  • Flexible Living-kategorien (solo-højttalerne) faldt fra 70 millioner kroner, i omsætning i samme kvartal sidste år, til i år 51 millioner kroner. Et fald på 27,1%

Bang & Olufsen fortæller at for Staged-kategorien skyldes nedgangen især et dårligt salg af TV og højttaleren Beolab 50. På tv-siden mangler der produkter på hylderne, der er kun Beovision Eclipse i sortimentet nu (Det 77″ store Harmony er ikke til salg endnu). Her håber B&O af den kommende Beosound Stage soundbar, sammen med Harmony, kan løfte salget igen.

I On-the-go-kategorien skyldes faldet primært at salget af Bluetooth-højttalere er gået tilbage samtidig med at Beoplay Earset (kablede in-ear hovedtelefoner) ikke længere er på markedet. Sidste år blev der solgt en del Beoplay Earset i det kvartal. Til gengæld solgte hovedtelefonerne godt i år. Dog drevet frem af Beoplay H9i trådløse hovedtelefoner med støjreduktion, der er et produkt som er på vej ud af sortimentet nu.

I Flexible Living-kategorien var det især Beoplay A9 og Beosound 2 der svigtede i salg, mens Beosound 1 og Beosound Edge solgte pænt.

Den voldsomme nedgang i salget betyder at Bang & Olufsen kom ud af regnskabsårets første kvartal med et underskud efter skat på 106 millioner kroner – mod et minus på 4 millioner kroner i samme kvartal sidste år.

B&O havde på forhånd forventet et udfordrende kvartal grundet mangel på produkter. At produkter der solgte godt sidste år enten er udgået nu, eller faldet i salg, mens flere nye produkter først kommer til salg i det følgende (indeværende) kvartal.

 

Annonce