Forside Produkter Mobil

Motorola RAZR er tilbage

-

Så kom øjeblikket, mange stilbevidste smartphone-brugere med hang til nostalgi har ventet på.

Motorola har nu offentliggjort den relancerede version af Motorola RAZR, som der har gået rygter om længe. Og det er ikke kun designrygterne, der holder stik. Det gør også rygterne om den høje pris og den knapt så imponerende hardwarekonfiguration.

Men de sidste to elementer er måske knap så betydningsfulde, når man tager i betragtning, at Motorola måske i virkeligheden blot har taget hul på et nyt design-paradigme.

Annonce:

Klaptelefonen er måske en gammel opfindelse, men vi har endnu ikke set den i kombination med foldbare skærme. Og det er præcis, hvad den nye Motorola RAZR er.

 

 

Det allermest imponerende ved den nye RAZR er, at den er omtrent lige så tynd som originalen, når den er foldet sammen.

Det var ellers forventeligt, at en klaptelefon, der skal håndtere moderne smartphone-opgaver ville være lidt af en tyksak, især når man tager andre foldbare modeller såsom Samsung Galaxy Fold og Huawei Mate X i betragtning.

 

To skærme

Men sådan er det ikke med den nye RAZR. Den er dog lidt bredere end den gamle model, eftersom indersiden skal huse en 6,2-tommers foldbar skærm.

Der sidder også en skærm på ydersiden, der er på blot 2.7 tommer, og som på sine 600×400 pixels kan vise notifikationer, ur osv., akkurat som på den gamle RAZR – men dog i et noget pænere design.

 

 

På ydersiden sidder der også et 16 megapixels kamera med f/1.7- blændeåbning, der flankeres af et 5-megapixels selfie-kamera på indersiden, lige over den foldbare skærm.

For nu at vænne tilbage til sidstnævnte, så er den naturligvis det, der gør den nye RAZR speciel, men er samtidig også et af de punkter, hvor der skal ofres noget for det pæne design.

 

 

Opløsningen er på 2142×876 pixels i et smalt 21:9-format, grundet det særlige design. Det skal nok give nogle udfordringer i forhold til visse Android-apps.

Men det stilbevidste design koster også på hestekræfterne. Snarere end de processorer, der driver topmodellerne hos de andre producenter, kører RAZR med den mellemklasse-agtige Snapdragon 710, der har 6GB RAM at arbejde med.

 

Dyrt design

Lagerpladsen er på 128GB, og der er også gået på kompromis med batteriet. Eller rettere, batterierne.

Der sidder et batteri i hver halvdel af smartphonen, men til sammen er der stadig kun tale om 2510 mAh, der dog kan lades hurtigt op med den medfølgende 15W-lader.

Og du skal kigge langt efter en IP-certificering, selvom Motorola dog lover, at telefonen er ”stænk-tæt”.

I det hele taget skal du nok regne med at kigge langt efter RAZR – geografisk set. Hvis du virkelig gerne vil have fat i én, skal du købe den hos det amerikanske teleselskab Verizon, der foreløbig har eneret på telefonen. De begynder at sælge lige efter jul med levering i januar og der skal lægges et seriøst beløb for at få fingre i det fancy design.

Motorola RAZR koster 1.500 dollar, eller omtrent 10.000 kroner før danske skatter og afgifter. Det er billigere end f.eks. Galaxy Fold, men det kan nok godt betale sig at vente og se, om ikke Motorola kommer med en billigere version lidt senere, der måske oven i købet lanceres officielt i Danmark. Det kunne f.eks. være noget, de teaser til Mobile World Congress til februar.

 

Danske priser og tilgængelighed

Den nye motorola razr bliver tilgængelig i Danmark i et tæt samarbejde med Telia og salget starter den 24. januar i Telias butikker og på telia.dk.

Det vil være muligt at forudbestille razr hos Telia allerede fra på tirsdag den 19. november 2019. Vejledende udsalgspris er 12.999 kroner uden abonnement. 

 

 

Annonce: