Forside * Nyheder

TV-krigen: Xee skyld i stor Stofa prisstigning, ikke Discovery

-

YouSee/FOX-kanalen Xee er blevet til en sportskanal, og det har øget prisen på kanalen.

Da YouSee lod forstå at det ikke var muligt at lande en ny aftale med Discovery, inden en ny aftaleperiode skulle have startet per 1. januar, der var prisen et argument.

Annonce:

“Desværre har vi endnu ikke kunne finde en løsning, der både sikrer en fornuftig pris og mere valgfrihed til vores kunder. Derfor må vi erkende, at vi ikke når at lukke en aftale med Discovery Networks”, fortalte YouSee-direktør, Jacob Mortensen, ved den lejlighed.

YouSee ønskede at sanere tv-pakkerne og luge ud i kanalerne, men blev – ifølge YouSee -mødt af et modkrav om at det var alt eller intet. Enten alle 11 Discovery-kanaler i tv-pakkerne, eller ingen af de kanaler.

Resultatet af forhandlingerne er nu kendt. Det lykkedes ikke YouSee og Discovery at blive enige om en ny distributionsaftale, med det resultat at Discovery-kanalerne forsvinder fra YouSee kabel-tv her fra det nye år.

 

YouSee også en konkurrent til Discovery

YouSee er dog en forretning med flere ben nu.

De er selv blevet indholdsleverandør, og dermed en (mindre) konkurrent til Discovery og de øvrige udbydere af tv-kanaler. Dette gennem tv-kanalen Xee, der drives i et samarbejde med FOX.

Xee har senest investeret i sportsrettigheder, og købt halvdelen af den engelske Premier League samt Bundesliga-kampe til kanalen, og det har fået betydning for prisen på kanalen. Flatpanels skriver at prisen på Xee for nylig er blevet 5-doblet, uden dog at sætte tal på før- og nu-pris.

YouSee har valgt at gå ind i det nye år uden prisstigning på tv-pakkerne. De penge der spares på Discovery benyttes til at finansiere kanalomlægninger, med flere sportskanaler i mellempakken og nye film- og serie-kanaler i fuldpakken.

Xee ligger i grundpakken, og den aktuelle pris/udgift for den kanal påvirker dermed alle tv-pakkernes priser hos YouSee.

 

Stofa valgte at beholde Discovery

Da Stofa så midt i november annoncerede store prisstigninger, der blev det naturligt kædet sammen med Discovery. Stofa-chef Sune Nabe Frederiksen (CEO hos Norlys Digital) var da også ude i den forbindelse og besvare spørgsmål på hvorfor de havde valgt at beholde Discovery-kanalerne.

“Vi har ingen indflydelse på, hvad YouSee gør med deres forretning. Men i Stofa har vi valgt at gå en anden vej, og vi har ingen aktuelle planer om at fjerne 12 kanaler fra vores tv-pakker”, lød det dengang fra Sune Nabe Frederiksen til Ekstra Bladet.

Stofa koblede dog ikke selv det at beholde Discovery sammen med prisstigningerne, og det var der måske en god grund til.

 

Stofa-forening: Xee er skyld i prisstigningen hos os

Hvert år kan forventes mindre prisstigninger som følge af kontraktbestemte prisreguleringer. Samlet set er det mindre beløb. Når vi ser at en tv-pakke der stiger med 10-20 kr/år, så vil det ofte være disse ‘naturlige’ småjusteringer af kanalpriserne der ligger til grund.

Stofa hæver til næste år prisen på grundpakken med 15 kr/måned. Til gengæld stiger mellempakken med 40 kr/måned og den store pakke med 30 kr/måned.

Fra næste år kommer YouSee/Fox-kanalen Xee med i mellempakken hos Stofa, og noget tyder på at det er den merudgift, der udgør den største enkeltpost i prisstigningen på henholdsvis mellempakke og den store pakke.

“Xee er årsagen til, at priserne sættes op i 2020”, fortæller Preben Knoth til ugeavisen HorsensPosten, der er en del af Jysk Fynske Medier. Preben Knoth er forretningsfører i Horsens Fællesantenne-Forening, en stor antenneforening med ca. 11.800 medlemmer tilsluttet Stofa.

Hos Horsens Fællesantenne-Forening stiger mellempakken med 46 kr/måned til 450 kr/måned i 2020, mens den store pakke stiger med 37 kr/måned til 609 kr/måned.

 

Se også: Øvrige artikler i tema TV-krigen

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.