Forside Indhold og distribution Film

Apple integrerer Amazon Prime Video mere direkte i iOS og tvOS

-

Hvis du er bruger af Amazons videoplatform på Apple-enheder, er der godt nyt.

Vi streamer mere end nogensinde i disse Corona-dage, hvor de fleste af os er spærret inde i vore hjem i længere perioder. Det har været så stor en belastning på netværkene rundt omkring, at flere streamingtjenester har skruet ned for kvaliteten for at give plads til vigtigere dataoverførsler.

Annonce:

Men det er ikke det eneste godhjertede, de store streamingtjenester har foretaget sig. Der er også sket en stor forbrødring mellem to af de helt store giganter, når det gælder leje og køb af streamede og downloade film, Amazon og Apple.

Som bekendt tager Apple en høj salgsavance – 30% – af prisen, når en film bliver lejet eller købt gennem iOS, iPadOS eller tvOS, hvis kilden er en anden end Apple selv. Det betyder, at folk, der gerne vil leje eller købe film og tv hos Amazon Prime Video (for eksempel for at skulle se eksklusiv-serier som ’The Expanse’ eller ’The Man in the High Castle’) har skullet gennemgå en kompliceret proces.

I Amazons video-app på de ovennævnte platforme har brugerne skullet gennemgå selve købshandlingen i et separat browservindue, der åbner, når filmen eller serie-afsnittet bestilles. Det er fordi Amazon simpelthen nægter at give Apple 30%, som de ville skulle, hvis de brugte de indbyggede betalingsmekanismer i iOS, iPadOS og tvOS.

 

Forbrødring

Men nu har de to firmaer fundet en løsning. I en pressemeddelese skriver Apple, at de nu vil lade denne slags videotjenester integrere sig dybt i styresystemerne, og det inkluderer muligheden for at logge direkte ind i f.eks. Amazons video-app og betale for lejede eller købte film via Amazons egen betalingsfunktion.

Hvis du har et eller andet betalingsmiddel registreret hos Amazon, skulle dette altså begynde at virke snart. Det er dog ikke kun Amazon, der er omfattet af den nye aftale. Apple nævner specifikt også Canal+ og Altice One, og der er sikkert flere tjenester på vej.

Det er dog også spændende nyt, at integrationen går dybt i styresystemet. Det betyder nemlig, at f.eks. Amazons app kan integreres med Siri, kan understøtte AirPlay 2, og at du kan bruge Apples Universal Search-funktion sammen med app’en.

Der er dog formodentlig grænser for, hvor langt Apple vil gå i aftalerne med forskellige firmaer. Når de laver en aftale med Amazon, er det formentlig fordi, firmaet har så meget eksklusivt indhold, at også Apple-brugere efterspørger det. Det samme kan man ikke sige om f.eks. Google, så det er langt fra sikkert, at der kommer en integration med YouTubes betalingsfunktion

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.