Forside Indhold og distribution Film

“Excellent!”: Se traileren for ‘Bill and Ted Face the Music’

-

Jeps, Bill og Ted er tilbage efter 30 år. Nogle ting har forandret sig. Andre har ikke.

Vi, der voksede op i firserne og halvfemserne har mange kulturelle referencer til fælles. Før Internettet brød igennem og gav alle mulighed for at dyrke deres egne specialinteresser i særskilte grupperinger, var der mindre at vælge imellem. Og det betød, at rigtig mange så de samme ting.

Hvis man var til rockmusik og fjollede, amerikanske ungdomsfilm, var ’Bill & Ted’s Excellent Adventure’ helt sikkert en af de film, der blev lejet nede på tanken og smidt i VHS-maskinen (hvis man da ikke lejede en Moviebox samtidigt). Filmen om de to high school-tossehoveder Bill og Ted fra Los Angeles-forstaden San Dimas blev overraskende en stor succes i USA i 1989, og var en kultfilm i Danmark.

Annonce:

Der kom endda en toer, ’Bill & Ted’s Bogus Journey’ fra 1991, der også blev en pæn succes. En tredie film var planlagt, men blev aldrig realiseret. I stedet blev der både lavet tegnefilm og live-action-serier om Bill og Ted. Ingen af dem havde dog de oprindelige hovedrollerindehavere ombord og overlevede ikke ret længe. Men nu, efter flere år med rygter, er der landet en trailer for treeren – næsten 30 år efter film nummer to kom i biograferne.

Det mest imponerende er, at de oprindelige hovedrolleindehavere nu er tilbage. ’Bill & Ted’-filmene er nemlig også kendt for at have lanceret to store Hollywood-karrierer. Ted spilles af Keanu Reeves, der som bekendt har haft en ganske fornem karriere siden. Bill spilles af Alex Winter, der siden gjorde karriere bag kameraet blandt andet med de prisvindende dokumentarfilm ’Deep Web’ og ’The Panama Papers’ på Netflix.

Det samme, men anderledes

Hverken Reeves eller Winter har derfor ligefrem behov for at vende tilbage til rollerne som Bill og Ted, men har altså alligevel gjort det. Hvis du ikke er bekendt med den første film, så handler den om to teenagere med hang til brug af ordet ”Excellent” og luftguitar, der bliver sendt tilbage i tiden for at redde verden. I år 2688 er verden nemlig et utopisk paradis, fordi Bill og Ted har lavet musik og skrevet visdomsord, der inspirerer verden til at blive et bedre sted.

Men i år 1989 risikerer denne fremtid ikke at blive til noget, fordi Bill og Ted kæmper med at få skrevet en rapport i faget historie, som de dermed risikerer at dumpe. Hvis de dumper, vil Teds far sende ham på militærakademi, deres band Wild Stallyns bliver ikke til noget, og fremtiden bliver langt mere dyster.

Af samme grund får de besøg fra fremtiden af en af lederne i det utopiske samfund, Rufus, spillet af den legendariske komiker George Carlin. Han sender dem tilbage i tiden, så de kan opleve historiens største figurer på egen hånd og dermed få skrevet opgaven. Det ender naturligvis med en hel del sjove og fjollede episoder.

Som man kan se i traileren er opskriften den samme for den kommende film. Specialeffekterne er opdateret ganske kraftigt i forhold til de gamle film. Men i det mindste prøver d’herrer Reeves og Winter ikke at ligne yngre versioner af sig selv. Og hverken Bill eller Ted virker til at være blevet ret meget klogere. Filmen er sat til at få amerikansk premiere 14. august, selv om denne dato stadig kan blive rykket på grund af Coronavirus-forholdsregler.

Annonce:
Forrige artikelDenon/Marantz-ejer vil købe B&W højttalerfabrik
Næste artikelTEST: Huawei FreeBuds 3i – In-ear høretelefoner med støjreduktion til under 800 kr.
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.