Forside * Nyheder

Amazons Echo bliver kugleformet og får en robotkameramand ombord

-
Den nye Amazon Echo er kugleformet og kun lidt større end Echo Dot.

Så er der landet nye versioner af Echo, Echo Dot og Echo Show, som alle byder på nyskabelser i det fysiske rum.

Da Amazon i sin tid lancerede Amazon Echo, var det ikke selve højttaleren, der fik folk til at hoste op med pengene for den. Trækplastret var helt klart den indbyggede AI Alexa, der hurtigt overhalede Siri som den mest brugte, virtuelle assistent, ikke mindst fordi den kunne forstå meget mere end Siri på det tidspunkt. Men Alexas ”indpakning” var bare en kedelig, sort højttalercylinder, der ikke lød ret godt.

Siden har Amazon udsendt adskillige versioner af Echo med en række forbedringer, og nogle af dem har endda fået en skærm ombord. 2020 blev dog imidlertid året, hvor Echo skiftede helt væk fra cylinderformen. I 2020 er Echo i stedet kugleformet, lige med undtagelse af den flade bund, der gør det muligt for den at stå stabilt på køkkenbordet eller en stuehylde.

Annonce:

Man skal dog stadig ikke regne med, at lyden ligefrem er hifi-entusiastkvalitet, men i det mindste har Echo arvet den samme teknologi, som den mere vellydende Echo Studio har, der kan tune lyden i den efter lokalet, den står i. I det hele taget er der skruet op for CPU-kræfterne i Echo’en, hvilket sammen med forbedringer i Alexa-softwaren skulle gøre interaktionen med assistenten en hel del bedre.

Echo Dot fås både med og uden LED-digitalur.

Den nye Echo har også arvet de hjemmestyrings-funktioner, der ellers kun var at finde i den dyrere Echo Plus, og som er samlet under Amazons eget økosystem, Sidewalk. Sidstnævnte omfatter nu både Ring-enheder og routerne fra Eero, som Amazon nu også har købt. Og så naturligvis Amazon Fire TV-streamingdimserne.

Din egen robot-kameramand

Det er imidlertid ikke kun Echo, der har fået den nye kugleform. Det gælder også for Echo Dot, inklusive den udgave af Echo Dot, der har et LED-ur på overfladen. Hvor Echo Dot tidligere var under en femtedel af Echo’ens størrelse, fordi den ikke havde de samme højttalere ombord, er den nu kun fire centimeter mindre end Echo’en i højden og bredden.

Echo Dot har naturligvis ikke alle de fancy funktioner som hovedmodellen har, men den koster så også kun det halve. Echo koster som vanligt 100 dollar, hvilket formentlig betyder en dansk pris på omkring 1.000 kroner, som dog kan forventes at falde ret hurtigt. Det har i hvert fald været mønsteret hos de danske parallelimportører. Tilsvarende kommer Echo Dot nok til at starte ved 600 kroner.

Echo Show flytter skærmen efter, hvor du befinder dig, når du taler til den.

Der er også sket en hel del med designet af Echo Show, skærmudgaven af Echo. I stedet for at være bygget sammen med højttaleren, hænger skærmen nu nærmest på højttaleren. Og det er der en grund til. Amazon har nemlig ladet sig inspirere af en funktion, der kan findes på Facebooks smartskærm Portal, hvor kamera og skærm flytter sig efter, hvor du er i lokalet.

Echo Show kan altså nu følge personen, der taler, sådan at vedkommende ikke behøver at sidde stille foran kameraet. Hvis du som far eller mor derfor ringer hjem til din Echo Show for at forsøge at have en nogenlunde fornuftig samtale med dit afkom, bliver det langt nemmere, hvis barnet stadig er i en alder, hvor det er svært at sidde stille. Kamera og skærm følger bare med, hvor barnet nu end flytter sig hen.

Kameraet er blevet opgraderet til 13MP, men skærmen er stadig på 10,1” og har en opløsning på 1280×800 pixels. Til gengæld er højttalerne ombord også blevet lidt mere avancerede, der sidder nu to 1” tweetere og en 3” woofer i Echo Show. Den amerikanske pris er 250 dollar, så her skal man nok regne med en dansk pris i begyndelsen på omkring 2.000 kroner.

Nåja, og så kan Echo Show langt om længe vise indhold fra Netflix.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.