Forside Nyheder

DR mister værten Mads Steffensen

-
Mads Steffensen i Alle mod én. Foto DR / Agnete Schlichtkrull

Mads Steffensen valgt at stoppe som vært på DR TV og radio.

Den flittige populære vært på DR radio og tv, Mads Steffensen, har valgt at stoppe. Det skriver DR i en udmelding.

Dermed skal DR ud og finde nye værter til programmer som Mads og Monopolet, Kender du typen? og Alle mod én. Mads og Monopolet på P4 har fundet en afløser. Sara Bro overtager programmet, der omdøbes til Sara og Monopolet.

Annonce:

“Jeg vil gerne takke Mads for de mange år, hvor han har været lytternes og seernes lune selskab, og jeg ønsker ham alt muligt held og lykke. Nu får vi en ny, men samtidig garvet vært på ’Monopolet’, og jeg glæder mig så meget til at følge Sara i hendes nye rolle. Sara er ikke bare en blændende radiovært, hun kommer også med en god portion livserfaring, humor og nærvær”, fortæller DR’s radiochef Anette Kokholm.

Mads Steffensen ser tilbage på sin tid i DR med stolthed.

“Jeg er meget stolt over min tid på DR. Jeg har været med til at skabe et kæmpe radioprogram med ’Mads & Monopolet’, hvor så mange danskere har lyttet med hver lørdag. Jeg har været vært på næsten 170 udgaver af ’Kender Du Typen?’ og masser af fredagsunderholdning og store shows”, fortæller Mads Steffensen, og fortsætter:

“Nu skaber jeg et andet arbejdsliv, og jeg glæder mig til det nye, jeg skal i gang med. Tak til alle, fordi I så og lyttede med. Og tak til DR, som altid vil være noget særligt for mig”.

I det nye år vender DR tilbage med en udmelding om hvilke værter der overtager ‘Kender du typen?’ og ‘Alle mod én’.

Mads Steffensen vil fremover kunne høres i programmet ‘Mads og A-holdet’ på podcast-tjenesten Podimo. Det skriver EB.dk. Et program der vil blive produceret af Louise Lolle, som de seneste 8 år har været fast producer på ‘Mads og Monopolet’.

 

Annonce:
Forrige artikelNostalgiker bygger videomaskine der spiller film fra floppy disks
Næste artikelTest: Kan en M1-Mac køre Windows? Det kan du dæleme tro, den kan!
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.